Ved de nordjyske mesterskaber i stafet-orientering Kr. Himmelfarts Dag, vandt ungdomsløberne fra Rold Skov Orienteringsklub alle ungdomsklasserne på hjemmebane i Rold Vælderskov, som senest har lagt terræn til danmarksmesterskaberne i den ultralange orienteringsdistance i slutningen af april, med Rold Skov OK som arrangør.
Og der var både spænding og tænding på allerede fra om formiddagen, da starten gik til de nordjyske mesterskaber i stafetorientering, en spændende og populær disciplin blandt o-løberne.
En målrettet succes
Rold Skov OK har gennem de seneste par år arbejdet målrettet med ungdomsarbejdet, og senest også med en egentligt talentoverbygning, og det gav pote torsdag. Klubbens dygtige ungdomsløbere vandt nemlig begge ungdomsklasserne.
I klassen for herre/dame op til 12 år var det Andrea Svenningsen, Asta Kappel Jensen og Sofie Flyvbjerg, der stor øverst på resultattavlen da løbet var afviklet. Og i klassen for herre/dame 13-14 årige fik de følgeskab af Silja Svenningsen, Mathilde Andersen-Otte og Laura Bobach.
Ungdomsleder Elizabeth Borchorst var både glad og stolt over de flotte resultater: – Pigerne er fysisk løbestærke, men det er især på orienteringsteknikken de rykker fra konkurrenterne. Dét at kunne læse kortet og finde frem til posterne uden at begå fejl,er i virkeligheden det, som skaffer dem medaljerne om halsen.
– Det har været imponerende at følge den udvikling, som vi har sat i gang, og det er dejligt når det lykkes, slutter Elizabeth Borchorst.
I den frie klasse var der blevet plads til yderligere to andre ungdomsløbere fra Rold Skov OK, nemlig Mathilde Bobach og Mathilde Krogh Hansen. De var på hold med voksenløberen Peter Bobach, og med endnu en solid indsats fra ungdomsløberne endte også dette hold på en sikker 1. plads.
Klubformand Ole Jensen: – De tre førstepladser en er super dejlig optakt til klubbens fejring af 75 års jubilæet, som finder sted i starten af juni måned. Vi er nået utrolig langt, og vi vil nå endnu videre takket være en målrettet og inkluderende ungdomstræning, hvor vi tager hånd om den enkelte, samtidig med at vi løfter hele gruppen af ungdomsløbere.