Rebild Kommune ansætter borgerrådgiver

0

Rebild Kommune har oprettet en ny stilling som borgerrådgiver. Jurist Camilla Donslund bliver Rebild Kommunes første borgerrådgiver. Hun er ansat af Økonomiudvalget og tiltrådte mandag d. 23. februar 2015.

Camilla Donslund er 35 år. Hun er uddannet jurist og kommer fra en stilling som anklager hos Statsadvokaten i Viborg. Herfra har hun erfaring med at vejlede borgere om klagemuligheder og med at forstå afgørelser. Det er ikke Camilla Donslund borgerne skal kontakte for at få startet en sagsbehandling. Hun er ansat til at vejlede dem, som føler, at de er kommet i klemme i systemet eller ønsker at anke deres sag. Borgmester Leon Sebbelin forklarer det således i en pressemeddelelse: ” Borgerrådgiveren er uafhængig af forvaltningen og skal fungere som en uvildig funktion. Forhåbentlig betyder ansættelsen, at vi får færre sager, der går i hårdknude. Vi forventer også, at borgerrådgiveren kan medvirke til, at kommunen bliver endnu bedre til af lære af de sager, hvor der begås fejl. Håbet er, at vi i det lange løb får mere tilfredse borgere. ”

Borgerrådgivere kendes allerede i flere danske kommuner, blandt andre Aalborg og Viborg kommuner. Selv siger Camilla Donslund: ”Jeg glæder mig til at komme i gang med at skabe bedre dialog mellem kommune og borgere. ”

Del.

Der er lukket for kommentarer.