Sikken voldsom trængsel og alarm – Boldrup Museum var proppet af folk..!

0

Ikke færre end 250 børn og voksne med julelys i øjnene gæstede Boldrup Museum søndag, da det årlige julearrangement løb af stabelen, og da nissen blev vækket et par timer efter frokosttid, kunne han fra sin plads på loftet skue ned på en fuldstændig proppet lade, hvor ikke mindst forventningsfulde børn kiggede op på den frække nisse.

Rundt omkring på museet var der forskellige værksteder, hvor gæsterne kunne lave juledekorationer, klippe julepynt eller putte glasur på peberkager.

Æbleskiverne
kom som haglbyger…

Som altid var der godt med julelækkerier, og der blev da også spist mange hundrede æbleskiver og flere store gryder risengrød.
På det gamle brændekomfur blev der lavet varm æblesaft, som blev serveret med kanel og flødeskum.
– Det har været en rigtig god dag. Vi var lidt spændt på, om folk ville bevæge sig udenfor på sådan en mørk regnvejrsdag, men sikke mange mennesker, der er mødt op!, fortæller en af arrangørerne, Alice Østergaard, kasserer i Boldrup Museumsforening.
– For nogle år siden diskuterede vi faktisk, om vi skulle droppe julearrangementet, fordi der ikke kom så mange gæster, men jeg skal da lige love for, der er kommet ”gang i biksen” igen: Vi kan simpelthen ikke proppe flere gæster ind nu, siger hun.

Del.

Der er lukket for kommentarer.