Skørping Tennisklub: Bliv medlem – og lev længere!

0

Tennisklubben i Skørping kobler sig nu på internationale forskere, som har bevist, at ketsjersport bare er sundere. Derfor vil klubben nu give endnu flere muligheden for at opleve fordelene ved tennis, og tilbyder derfor igen i år et introduktionsforløb for voksne.

En stor, international undersøgelse viser, at ketsjersport er mere gavnligt for helbredet end andre populære fritidsaktiviteter, og kan forlænge menneskers levetid markant. 

I Skørping Tennisklub ønsker bestyrelsen og medlemmerne, at endnu flere oplever den effekt tennis kan have på både form, humør  og helbred. Derfor tilbyder klubben for andet år i træk “voksenintroduktion” for voksne, som drømmer om at lære at spille tennis, eller som måske har prøvet det før og gerne vil i gang igen.

 Klubben havde sidste år stor succes med introduktionsforløbet, med flere end 25 tilmeldte.

 – Vi var helt overvældet over hvor mange der var interesserede i at spille tennis – og hvor gode de blev. Deltagerne var virkelig motiverede, uanset om de havde spillet før eller ej, fortæller træner Carl Lassen om sidste års introforløb.

 Man får hele pakken

 Til tennisklubbens voksen-introduktion får deltagerne alt det, de skal bruge for at komme godt i gang med tennissporten.

– Klubben giver både træning fem gange, medlemskab og ketcher til en favorabel og meget overkommelig pris. Vores oplevelse fra sidste år er, at denne ‘pakke’ skaber et godt fundament for deltagerne til at kunne komme godt igang med tennissporten på egen hånd, siger Jonathan

Bentholm, som ligeledes er træner på forløbet.

– Til træningen lærer man både om basal tennisteknik og begreber, og spillets regler. Det tager ikke ret lang tid at få styr på disse grundlæggende ting, og herefter kan spillerne så selv komme ”rigtigt” igang med at spille tennis, fortæller Jonathan.

En del af  “Bevæg dig for livet”

Skørping Tennisklubs tilbud om introduktionsforløb for voksne er en del af en større satsning under ’Bevæg dig for livet’, som er et samarbejde mellem DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund.

Målet med ”Bevæg dig er for livet”-satsningen er på landsplan at tiltrække 10.000 nye tennisspillere inden udgangen af 2018. Et mål de to trænere håber at kunne hjælpe med at opnå.

 Fordoblet medlemstal

– I Skørping Tennisklub fordoblede vi medlemstallet sidste år, og håber da også igen i år at kunne bidrage positivt mod at nå de 10.000, siger Carl.

 Forlænget levetid?

Om klubbens introforløb, som forskningen har vist vil forlænge deltagernes levetid kan trænerne dog ikke 100% love.

– Det er måske en anelse kækt sagt. Men vi garanterer at alle får en god og sjov oplevelse med tennis – og det er jo næsten lige så godt, lyder det fra de to trænere.

Vil du høre mere om voksenintroduktion kan du læse mere Skørping Tennisklubs hjemmeside, eller møde op til standerhejsning den 21. april.

Del.

Der er lukket for kommentarer.