Skovløb, rekord og hemmelig suppe mod tømmermænd i Rold Skov OK

0

Der var rekord-deltagelse med ikke færre end 160 deltagere, da Rold Skov Orienteringsklub gennemførte det traditionsrige Tømmermændsløb, hvor nytåret blev løbet ind og eventuelle tømmermænd blev løbet ud..!

Alle forberedelserne var gjort i de sidste dage inden nytårsaften, og 1. nytårsdag var den aktive orienteringsklub igen klar med årets første løbsarrangement. Og her ved begyndelsen af år 2018 var det som nævnt 20. gang, Tømmermændsløbet samlede motionsfolk fra nær og fjern, – ikke i snevejr, men i det efterhånden mere almindelige danske ”vintervejr”: Øsende regn!
– Vejret drillede os lidt, fortæller stævneleder Helge Søgaard, for næsten som i hele 2017 silede det ned hele dagen.

En orienteringsløber
klager ikke over vejret.!
Men orienteringsløbere er jo gjort af et særligt stof, så deltagerne strømmede ind over gårdspladsen på Teglgården før starten, hvor ejeren, Anders Nielsen venligt havde lagt både løbsterræn og maskinhus til.
– Det sidste var vi bestemt rigtig glade for, for her kun-ne vi afvikle indskrivningen og registreringen af de mange løbere i tørvejr, smiler en tilfreds stævneleder.

Smuk rute fik ros
Skoven omkring Teglgården er et utroligt smukt og meget kuperet område af Rold Skov, og helt klart den del af skoven, som byder på de smukkeste udsigter over det omkringliggende terræn. Banelæggerne Otto Møller og Elizabeth Borchorst havde gjort sig umage og fik kun ros fra de mange, men meget våde løbsdeltagere, da de kom i mål efter en god tur i skoven.

Løbet tiltrak deltagere så langt væk som fra Horsens Orienteringsklub, ligesom orienteringsklubberne i Silkeborg, Viborg og Hjørring også var repræsenteret. Herudover var der naturligvis også mange deltagere fra Rold Skov OK’s egne rækker.
– Deltagelsen fra de andre klubber fortæller os, at interessen er stigende for dette løb, der oprindeligt begyndte som et ganske lille arrangement for 20 år siden, med højest 10-15 deltagere, fortæller Helge Søgaard; – så vi har allerede planer for næste års Tømmermændsløb i støbeskeen!

Hele familien blev våd
Også i år havde mange familier med børn og ledsaget af venner og bekendte fundet vej til det hyggelige arrangement.
– Derfor havde vi i år lagt særligt vægt på at lave en bane, som passede specielt til de deltagere, som blot ville gå en tur og nyde den friske luft dagen efter nytårsaften, fortæller banelægger Elizabeth Borchorst. – Her undgik vi de mest stejle stigninger,og banen kunne gennemføres via gode skovveje, hvor kun vandpytterne kunne drille lidt.
Selv om det mest var for sjov, var der alligevel kamp om at komme først til mål og stemple den sidste post, inden løbstiden blev aflæst i maskinhuset. Bagefter kunne løbsdeltagerne glæde sig over den gratis udskænkede nytårssuppe, som hvert år laves af klubbens formand, Ole Jensen, efter en gammel og hemmeligholdt opskrift i klubbens arkiver.

Del.

Der er lukket for kommentarer.