Gl. Skørping var hele dagen i lørdags omdannet til samlingssted for bilglade entusiaster og andre, som havde benzin i blodet.
Foreningen Historisk Motorsport i samarbejde med ”Butikken” i Gl. Skørping gennemførte det Åbne Klubmesterskab 2017 i HillClimb for historiske biler for femte år i træk i Gl. Skørping.
Bilerne der deltager skal være over 25 år gamle.
Der var ialt 58 biler tilmeldt i de forskellige klasser.
Ruten startede i bunden af Bækkedalsvej, og målstregen blev passeret lige før Skørpingholmevejen.
Der var gjort plads til publikum på en mark, hvor der var opstillet bord-bænke sæt og en bod med salg af grillpølser, øl og vand.
Her kunne publikum følge med i bilernes racen op ad bakken inden mållinjen. På toppen af bakken stod en fartmåler, så man kunne se hvilken fart kørerne fik bilen op på.
En flot veteran-parade
I Gl. Skørping by var der på skolepladsen parade af de biler, som ikke var i gang med konkurrencerne ude på ruten. Her kunne bilerne besigtiges, og havde publikum spørgsmål, var kørerne også villige til at svare på dem. På skolepladsen midt i byen kunne publikum også få lidt godt til ganen og halsen.
Beboerforeningen havde sat alle sejl og var med til at gøre det til en dejlig dag for alle de besøgende.
P-pladser godt fyldt op
Der var fyldt godt op på diverse parkeringspladser rundt omkring i byen, – både af almindelige moderne biler og af biler med flere år på bagen, da mange veteranbilejere også havde valgt at lufte deres biler i det dejlige sommervejr.
Rebild-områdets lokale kører Jørgen Laulund kunne desværre ikke deltage i løbet, da hans bil under Classic Race i Århus gik så meget i stykker, at den endnu ikke var færdigrepareret og køreklar.