Socialdemokratiet i Himmerlands-kredsen melder klar til valgkampen

0

Rebildhus lagde ramme til det årlige repræsentantskabsmødet i Socialdemokratiet i Himerlandkredsen forleden.

I beretningen gjorde kredsformand André Ellegaard Jensen, Nørager, status over det netop overståede valg til regionerne – hvor kredsen fik valgt Mogens Ove Madsen og Medzait Ljatifi til det nye regionsråd.

– Desuden kan det konstateres, at S i Himmerland havde en samlet fremgang ved valgene i efteråret; vi har leveret en arbejdsindsats og et resultat, som vi kan være stolte af, lød det fra kredsformanden.

Fælleskab i fokus

Et særligt fokus i beretningen fik ordet Fællesskab. – Det er som om det bliver en større mangelvare i samfundet i dag. Man går mere op i at pege fingre og finde syndebukke – frem for at finde de fælles løsninger på udfordringerne i samfundet, konstaterede André Ellegaard Jensen.

– Med det vi ser ske i verden for øjeblikket er der kun desto mere grund til at stå sammen og finde fællesskabet igen, mener kredsformanden.

To genvalg og et nyvalg

André Ellegaard Jensen, Nørager, blev på repræsentantskabet genvalgt til sin tredje periode til posten som kredsformand. Vibeke Hvidsten, Hvalpsund, blev nyvalgt som uddannelsessekretær, og afløste derved Jesper Lunøe, som ikke modtog genvalg.

Flemming Møller Mortensen blev genvalgt som kredsens folketingskandidat.

Arbejdsopgaverne der ligger forude for kredsen er de kommende valg til Folketinget og Europa-Parlamentet, som kommer inden for de næste 14 måneder. 

– Vi har som succes-kriterium at beholde Flemming  Møller Mortensen for han gør det godt i Folketinget, og  Himmerland er et område, som skal være repræsenteret på Borgen.

– Og så ser vi naturligvis også meget gerne et regeringsskifte, sluttede kredsformanden sin beretning. kredsformand André Ellegaard Jensen.

 

FOTO: Fra venstre MF Flemming Møller Mortensen, den nyvalgte uddannelsessekretær Vibeke Hvidsten og Kredsformand André Ellegaard Jensen.

Del.

Der er lukket for kommentarer.