I onsdags var flere end 20 virksomheder samlet til netværksmøde hos Volstrup Golfcenter til foredrag og ”et kærlig indspark” fra skuespiller Søs Egelind.
Formålet med netværksmødet var både at informere om mulighederne for udvikling af de lokale virksomheder, og samtidig få et bud på, hvordan man ser muligheder frem for begrænsninger.
RebildPorten stod klar med information om tilbud og muligheder for at styrke virksomhederne og deres kompetencer inden for forskellige områder, bl.a. et forestående samarbejde mellem Dansk Kyst & Naturturisme over vinteren, hvor turismeerhvervet tilbydes kompetencekurser skræddersyet til Rebild.
Egelinds kickstarter-råd
Søs Egelind kom med bud på, hvordan man kickstarter og styrker samarbejdet på tværs af virksomhederne, og hun opfordrede alle til at udforske og tænke ”hvad andet er muligt?”.
Med sit foredrag, som var fuld af humor, men samtidig med indsigtsfulde overvejelser, formåede hun både at få de fremmødte til at grine og reflektere over deres egne virksomheder.
Med baggrund i sin egen barndom fortalte Søs Egelind, hvordan hun bruger fantasi og lysten til at overkomme sine egne begrænsninger, til at opnå noget andet og bedre: En opfordring til ikke at lade mulige begrænsninger sætte en stopper for idéer, og dermed være en stopper for et godt samarbejde.
Hun påpegede flere gange, at hvis man gør sig umage, bliver man mageløs, – som opfordring til, at man altid skal gøre sig umage for at opnå de gode resultater.
Samarbejde, – hvordan..?
Virksomhederne blev samtidig opfordret til at overveje, hvad de selv kan tilbyde for at skabe et godt samarbejde på tværs, for, som Søs Egelind sagde: ”Alt, hvad man giver, får man lige tilbage i masken igen”.
Efter Søs Egelinds foredrag var der debat og idé-udvikling blandt de fremmødte og blandt turismenetværkets ambassadører: Bente Kirkegaard Pedersen fra Rold Storkro, Niels Moes fra Rebildcentret og Mark Laursen fra RunnersDK.
Et godt arrangement, som sluttede positivt, med ønsket om at oprette nogle gode samarbejder på tværs af virksomhederne – …og for at blive en mageløs turistattraktion, ja så må man gøre sig umage…!!