Spejdere fra Støvring til Sct. Georgs Dag i drabelig kamp mod grum drage

0

Den 23. april er en speciel dag for spejdere i hele verden. Det er denne dag, hvor man som spejder aflægger sit spejderløfte, og hvor man ofte hører historien om Sct. Georg og Dragen. Sådan er det også hos Det Danske Spejderkorps i Støvring, der markerede dagen ved Juelstrup Sø.

Sagnet om Sct. Georg og Dragen er kendt i spejderkredse for at Sct. Georg reddede en prinsesse fra en drage, og hvor kongen ville give ham prinsessen og det halve kongerige, men Georg takkede nej. For ham var den gode gerning nok i sig selv.

 Spejderne er draget af dagens gode gerning

Det er tilfredsstillelsen ved den gode gerning, som for spejderne er det centrale i fortællingen. Man markerer derfor hvert år den 23. april, der er Sct. Georgs dødsdag.

Sagnet blev i år fremvist som et lille skuespil af juniorspejderne (4.-6. klasse). 

Den 1700 år gamle fortælling blev tolket meget tro over for historien, men desværre var vejret ikke det bedste til historie fortolkninger. 

Skaldede får kom i strid modvind ved søen…

En strid vind stod ind over Juelstrup Sø, og gjorde sit for at sagnet blev nytolket. De ”får”, som dragen skulle spise i første omgang, havde fået limet små vatkugler på deres tøj for at ligne et får så meget som muligt.  

Den kraftige vind rev dog en stor del af vatkuglerne løs, så i perioder så det ud som om Sct. Georg skulle kæmpe sig gennem en mindre snestorm.

Tilløb til ”stormfældning”

Vinden gjorde også sit for at påvirke kulisserne. De fremstillede træer af papmache stod og svajede faretruende, og til sidst måtte hvert enkelt træ støttes af en spejderleder, således at der ikke blev tale om stormfældning.

Løfter og ”ren kagemand”

Efter dramaet blev der snakket om de forskellige punkter i spejderloven. Herefter blev hver enkelt spejder kaldt frem og aflagde sit spejderløfte ved spejdergruppens faner. 

Med et sted mellem 90 og 100 fremmødte spejdere tog det lidt tid at komme gennem spejderløfterne. 

Der var ellers grund nok til at blive færdig hurtigt – ikke kun på grund af det blæsende vejr, men fordi der traditionen tro blev afsluttet med kagemand til alle spejdere. 

Det var imponerende at se hvor hurtigt fire kagemænd kan forsvinde, når der er tale om en flok af sultne spejdere….

Del.

Der er lukket for kommentarer.