Stemningsfuld 4. maj i Fræer med korsang, lys og musik

0

Fræer Kirke var den 4. maj ramme for en stemningsfuld koncert og fællessangaften for at markere befrielsen i 1945. Kirken var pyntet med stearinlys og bøgeblade og Skørping-Fræer Kirkekor og musikerparret Lea og Peter sørgede for et afvekslende program med både glade svingende revyviser og højtidelige fællessange: Lige fra “Når der kommer en båd med bananer”, “Forårsdag” af Anne Linnet til højtidelig fællessang på “Altid frejdig når du går”. Sognepræst Sanne Birkely Sørensen læste også fire af de hjerteskærende afskedsbreve fra danske modstandsfolk, som blev henrettet af nazisterne under 2. verdenskrig op og sluttede af med fadervor. Koncerten blev rundet af med “En lærke letted´”, som de unge mennesker i Kirkekoret havde lært udenad. Efter koncerten havde menighedsrådet sørget for en servering. Og vejret var smukt denne aften, så alle kunne stå udenfor og nyde forårsaftenen. Det velsyngende Kirkekor med sangere i fra 4.-8.klasse ledes af organist Per Bach og medvirker jævnligt ved gudstjenester i Skørping og Fræer kirker og i efteråret skal koret til et korstævne i København.

Del.

Der er lukket for kommentarer.