Støvring Folkedansere bevarer interessen og danser ind i sæson nummer 45

0

Efter deltagelsen ved HavneBYfesten i Støvring forleden er foreningen Støvring Folkedansere parat til at danse ind i en ny sæson med glad familiedans og muntert samvær.
– Det var dejligt, at vejret var med os, og at så mange turde tage mod invitationen til at deltage i dansen med os, siger foreningens formand Inger Marie Rudkjøbing og fortsætter: – Nu håber vi blot, at det har givet appetit på mere dans og hyggeligt samvær med os i den kommende sæson. Som man kunne se ved HavneBYfesten, blev der ikke danset i folkedragter, men i almindeligt tøj, og det er da også tilfældet ved mandagens øveaftener og ved de arrangementer, vi deltager i. Vi har vore egne musikanter, så vi danser til levende musik, og de spiller også, når vi synger ved kaffebordet. I den kommende sæson kan vi fejre 45 års jubilæum, så vi har været en levende del af Støvring og Rebilds kulturliv i mange år, og vi håber da på mange flere sæsoner i en tid, hvor mange folkedanserforeninger ellers er lukket, slutter formand Inger Marie Rudkjøbing.

Del.

Der er lukket for kommentarer.