Støvring har fået to Certificerede DGI-idrætsdagplejere

0

Helle Nymand og Karina Sørig, begge private børnepassere i Støvring, har gennemgået DGI´s idrætsuddannelse for de 0-3 årige og kan nu kalde sig ”Certificerede DGI-idrætsdagplejere”. De har været på kursus hos DGI for at få ny viden og inspiration til at stimulere og udfordre deres dagplejebørn.

Helle og Karina fortæller, at børnene kommer til at mærke, at deres dagplejere har gennemgået DGI´s kursus ved, at de nu er meget mere bevidste om at stimulere børnenes sanser og grundbevægelser gennem sang, leg og bevægelse.
– Vi er nu blevet endnu mere bevidste om, at den bedste måde børnene udvikler sig på er gennem leg.
– Når børnene leger, træner de deres grundbevægelser og får på den måde kendskab til deres krop og deres sanser, forklarer Helle Nymand og Karina Sørig.
– Børn, som bliver udfordret motorisk og sanseligt, giver glade børn i trivsel.

Glæden ved at bevæge sig
Når man arbejder med børn er udfordringen jo, at legen skal passe til barnets niveau, for at man får barnet motiveret til at være med. Som voksen gælder det om: aktivt at gå foran, og vise børnene vejen. Herved skabes der et godt fundament for senere læring. Det handler om fysisk aktivitet og om at få glæden ved bevægelse ind i hverdagen hos de yngste.
De to private børnepassere har fået en masse ny inspiration til leg og bevægelse:
– En af de ting, vi har taget med os i rygsækken efter DGI kurset, er en bevidstgørelse om vigtigheden af, hvorfor vi gør som vi gør.
– Vi er blevet inspireret til det videre arbejde med glæden i leg og bevægelse, siger de to private børnepassere Helle Nymand og Karina Sørig – som begge glæder sig til at bruge den nye viden i det daglige arbejde med dagplejebørnene.

Del.

Der er lukket for kommentarer.