Denne uges landsby er Svanfolk i den nordøstlige del af Rebild Kommune. Svanfolk er en af de mindste landsbyer i Rebild Kommune. Ifølge kommunens oplysninger bor der ca. 10 indbyggere i Svanfolk. Alligevel er der både Bed&Breakfast, Autoværksted, en brugskunstforretning og en riffelskydebane i den lille landsby. Landsbyen Svanfolk ligger mellem Skibsted og Bælum. Ud over Bælum er de nærmeste byer, med indkøbsmuligheder og skole, Terndrup og Kongerslev.
Som billederne her afslører, besøgte jeg Svanfolk en varm sommerdag – en af de få med høj, blå himmel, sol og varme. Alting stod grønt og frodigt i den lille landsby, hvor huse og enkelte landbrug lå omgivet af marker og vindblæste træer. Alt åndede frem og idyl i den lille by, hvor kun en flok hjorte fra deres indhegning nysgerrigt holdt øje med journalisten. Byen syner ikke af meget, når man sådan passerer igennem – og her er da også kun ca. 10 beboere – men her er fred og ro samt skøn natur, og så er der ikke langt til hverken Skibsted, Bælum eller Kongerslev, hvor der er foreningsliv m.v.
Skydebane L.1318
Ved Svanfolk ligger Svanfolk Skydebane – eller Skydebane L.1318, som den hedder i Det Danske Forsvars registrering. Skydebanen er en riffelskydebane, som anvendes både af militær, hjemmeværn og jagtforeninger, som f.eks. Skørping Jagtforening, som holdt indskydning her i april måned.
Auto og Nips
Som nævnt i indledningen er der mindst tre virksomheder, der er registreret som hjemmehørende i Svanfolk. Et lille autoværksted, Svanfolk Auto. En Bed&Breakfast, Svanfolk Holiday Rentals. Og endelig Ann Marits Brugskunst og Gaveartikler. Butikken har et bredt udvalg af brugskunst – og netop nu er der naturligvis også et stort udvalgt inden for julepynt at finde i forretningen.
Svanfolk B&B
Vælger man en overnatning på Svanfolk B&B, så er man tæt på naturoplevelserne. Lige vest for landsbyen ligger de naturskønne Svanfolk Bakker, og lidt længere mod vest ligger Lille Vildmose.
Lille Vildmose
Lille Vildmose er slet ikke så lille endda. Hele 7.600 hektar dækker Lille Vildmose, som dermed er Danmarks største landfredning. Med sine 7.600 hektar er mosen tilmed større end Fanø. Området byder på både natur- og kulturoplevelser. Og for ganske nylig fik Lille Vildmose fem nye beboere, som vakte stor opsigt både nationalt og internationalt. Efter 5000 år er elgen vendt tilbage til den danske natur.
Elge i Danmark
De fem nye beboere i Lille Vildmose er naturligvis de fem svenske elgkalve, der for nylig kom til Danmark fra to svenske elgparker. At elgen nu vender tilbage til den danske natur er sket i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond. De fem elge bliver udgangspunktet for Lille Vildmoses fremtidige elgbestand. Til at begynde med vil de være i karantæne vinteren over, hvor de skal vænne sig til den danske natur, med i begyndelsen af sommeren 2016 lukkes de ud på et 2100 hektar stort område, hvor der er fuld offentlig adgang. Her får de selvskab af op mod 50 krondyr og senere op til syv elge. Vildmosens dyreliv tæller desuden kongeørne, havørne, traner, vildsvin, kronhjorte og en lang række mindre dyr – og så er der (måske) blevet set en ulv.