I weekenden gennemførte Støvring Svømmeklub PINGVINEN sit årlige klubmesterskab, som dog desværre var ramt af en del sygdom.
Alligevel blev det et par herlige dage i Støvring Svømmehal, fyldt med aktivitet, konkurrencer og kammeratskab.
I anledning af klubmesterskaberne var der besøg af gamle kendinge, idet tidligere svømmer Mille Moeslund Lausen og svømmer/træner Mai Hansen, Louise Sofie Jensen (Løjse) og Claus Skallerup kiggede fordi. Gensynglæden var stor og et bevis på den fantastiske klubånd i Pingvinen, som især dem, der svømmer i konkurrenceafdelingen og på talenthold oplever og bliver en del af.
Mange frivillige
Som nævnt blev deltagerlisten noget forkortet på grund af sygdom, men det forhindrede heldigvis ikke, at det blev et rigtigt godt klubmesterskab, som kun kunne gennemføres med hjælp fra ca. 25 forskellige frivillige (forældre og svømmere).
– De frivillige fungerede i rollerne som tidtagere, bane- vendedommere, startere, forplejningspersonel osv., forklarer svømmeformand Claus Tommerup Sørensen og sender en stor tak til de frivillige.
Glas og håndklæder
Efter to dages svømning kunne en klub- og talentmester kåres, og desuden modtagerne af priserne ”Årets kammerat” og ”Årets slider”.
Ved Pingvinens klub- og talentmesterskaberne dyster herrer mod damer og på tværs af aldersgrupper. Vinderen er den svømmer, som sammenlagt opnår flest FINA point (point som beregnes udfra egne opnåede tider i 8 disipliner ift. verdens 10 hurtigste tider). Klubmester 2015 blev Hannah Fleng Jensen (årgang 2000), mens Linea Lodberg Klein (årgang 2005)blev talentmester. Med æren fulgte glaskunst samt et af klubbens nye klubhåndklæder med broderet titel.
Slidere og kammerater
I Pingvinen vægtes kammeratskab og holdånd samt træningsflid og -indsats meget højt, og værdsættes derfor lige så meget som rekord-resultater.
Derfor uddeles prisen ”Årets kammerat” til den svømmer, som opnår flest stemmer ved en afstemning mellem svømmerne.
Det er således en stor anerkendelse, som gives af ens svømmekammerater.
Prisen som ”Årets slider” gives til en person, som uanset resultater fortsætter med flid, dygtighed og gå-på-mod i den daglige træning og udpeges af K-trænerteamet.
Hugin Juliansson modtog prisen som ”Årets kammerat”, mens Maria Rye blev kåret som ”Årets slider”.
Storsponsor forlænger
Dagen blev krydret med heatpræmier (marcipanbrød) sponseret af revisionsfirmaet BEIERHOLM og frugt sponseret af KIWI. Det blev iøvrigt offentliggjort, at klubbens storsponsor Kristian Rytter har forlænget sit sponsorat med to år, og det medførte stående klapsalver i Støvring svømmehal. Næste udfordring for Pingvinens konkurrencesvømmere er 5. Himmerlandsstævne 22. marts i Hobro.