Tåge-musik og champagnegalop i Gl. Skørping Kirke på søndag

0

På søndag eftermiddag den 7. januar – dagen efter Helligtrekongers Dag – mødes tværfløjte og orgel til en festlig og medrivende nytårskoncert i Gl. Skørping Kirke, til et genskær af julens glade budskab.

Nytåret fejres med perlende toner fra Tine Lilholts tværfløjte, mens organist Per Bach sidder ved Gl. Skørping Kirkes velklingende Husted orgel.
– Vi skal blandt andet høre et af de mest spillede stykker for fløjte, nemlig Tågen Letter af Carl Nielsen, fortæller organist Per Bach og fortsætter: – Stykket er skrevet i anledning af, at Danmark ved genforeningen i 1920 fik områder tilbage, som var gået tabt ved krigen i 1864. Fløjtehittet er tænkt som en del af skuespillet Moderen, hvor moderen lige har mistet sin søn, og kongen sørger og taler med skjalden om tabet, sorgen og smerten. Skjalden spiller fløjte for kongen – og her toner “Tågen Letter” så frem.
Koncerten slutter muntert med blandt andet klassikeren Champagne-galloppen.

Del.

Der er lukket for kommentarer.