Theresa Berg Andersen fortsat SF Himmerlands bud på lokal MF’er

0

SF Rebild og SF Vesthimmerland har igen enstemmigt valgt at pege på Theresa Berg Andersen fra Vilsted som folketingskandidat i Himmerlandskredsen.

Politisk er Theresa et kendt ansigt i kredsen, blandt andet som medlem af byrådet og viceborgmester i Vesthimmerland: – Mit røde hjerte banker for den nære velfærd, og en af de ting der især ligger mig på sinde er at få skabt rammerne om det gode børneliv. Den tidlige indsats skal prioriteres højere, og vi skal have gjort den danske folkeskole endnu bedre, fortæller Theresa Berg Andersen, som også nævner et opgør med kontanthjælpsloftet som en af mærkesagerne.

Glæde over genvalg
I baglandet er der stor glæde og tilfredshed med Theresa Berg Andersens fortsatte kandidatur: – Det er dejligt, at Theresa har lyst til igen at stille sig til rådighed fra Himmerlandskredsen, og vi er rigtig glade for at få en lokal himmerlænding på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg, lyder det således fra Christian Ydesen, formand for SF Rebild.
Formand for SF Vesthimmerland, Karen Clausager, supplerer: – Vi har nu igennem en længere årrække lært Theresa at kende som en dybt engageret politiker,
med både seriøsitet og glimt i øjet, og vi ved at hun vil give hele Folketinget et kæmpe løft, når hun bliver valgt ind..!

Theresa Berg Andersen er iøvrigt 38 år gammel, uddannet pædagog, og er i dag leder af børnehaven og vuggestuen Lille Madsens Hus i Aars.

Del.

Der er lukket for kommentarer.