Det blev et fagligt inspirerende og personligt bevægende gensyn med Skørping-egnen, da ældreminister Thyra Frank forleden gæstede Skørping Ældrecenter. Thyra Frank er født og opvokset i Gl. Skørping.
Centerchef for Pleje og Omsorg, Gytte Gade, viste som start rundt i ældrecenteret. Under rundturen mødte Thyra Frank sin tidligere skolelærerinde, Anne Marie Dalsgaard. Der blev udvekslet kærlige ord og kram, og ministeren gav sine medbragte blomster til lærerinden.
Udendørs spadseretur
Derefter gik turen uden for, til de forskellige udeanlæg: Blomsterhave, vandfald, guldfiskebassiner og drivhus med solmodne tomater blev vist frem og studeret af ministeren.
Ros til klippekortet
Personalet roste klippekortet overfor ministeren og gav forskellige eksempler på, hvordan de ældre benytter det.
For eksempel til en ”guidet” tur i skoven, en tur til frisøren eller dagligvareindkøb mm. Derudover blev arbejdet med ”det gode liv” for demente beboere fremhævet. På ældrecenteret var området for demente centreret i sin egen afdeling med udsigt til haven, forbipasserende, liv og skolegang – og med skoven i horisonten.
Thyra Frank roste undervejs Skørping Ældrecenters mange gode tiltag og gode ”historier”.
Det gode måltid
Besøget sluttede med frokost. Leder af produktionskøkkenet, Brian Pedersen, fortalte om projekt ”Det gode måltid”, som blandt andet går ud på at højne kvaliteten af maden og spiseoplevelsen for de ældre. Her var stikordene, ”små og overkommelige portionsstørrelser”, ”afslappende dinner-musik til maden” – i stedet for overfyldte tallerkner og kværnende fjernsyn og opvaskemaskiner. ”Rollator-parken” var også under middagene bragt ud af syne, så der også på denne vis blev skabt en mere hyggelig og hjemlig stemning i spisesituationen. Resultatet er blevet en helt anden, mere bevidst, tilgang til spise-situationens kvalitet hos personalet rundt om i kommunen – i sidste ende til gavn for de ældre.
Forkerte historier florerer
Ifølge ministeren er der genrelt alt for mange dårlige historier i omløb om plejehjemstilværelsen,
– Det er SÅ forkert, fordi der hvert eneste minut finder så mange møder sted mellem én, der har brug for hjælp, og én som yder hjælp, møder som går godt. Så lad os endelig få fortalt flere af også de gode historier. Jeg ville i øvrigt være helt tryg ved at være beboer på Skørping Ældrecenter, hvis det en dag kommer til dét, fastslog den tidligere Skørping-pige, som nu sidder i ministersædet på Christiansborg.