Der er rift om pladserne og god gang i tilmeldingerne til 2018-sæsonens outdoor (udendørs) events i Rold Skov og Rebild Bakker.
Enkelte er helt udsolgt, og andre arrangementer nærmer sig et punkt, hvor man bør tilmelde sig inden alt for længe for at være sikker på at få en plads i konkurrence med interesserede fra både ind- og udland.
8 Timers Trail Challenge den 30. juni er totalt udsolgt.
Det populære løb har en rute på 6,69 km med 218 højdemeter. Man kan vælge at løbe ruten alene i alle otte timer, være to seje, der skiftes til at løbe, eller at være fire personer om at dele strabadserne. De 400 billetter er revet væk, og der står 100 på venteliste. Deltagerne kommer så langt væk fra som fra Oslo.
Stadig nogle få billetter
tilbage til Tri ved søen
-For tredje gang arrangeres der i år en triathlon-weekend i Rold Skov. I år ligger weekenden den 26. og 27. maj. Arrangøren, Triathlon for Alle, gør opmærksom på, at løbet, der har seks kortere og længere distancer, kan være et godt sted at starte, hvis man ikke har prøvet kræfter med triathlon før. Børn kan også deltage. Der er plads til 500 deltagere, og der er færre end 50 pladser tilbage.
Rebildløbet – med
Bettefanden i hælene
Som navnet afslører byder Rebildløbet 2018 også på kulturelle og underholdende indslag. Den 9. juni kan man komme ud at løbe én af fire distancer – fra halvmaraton til én km børneløb – og dertil kommer oplevelserne, når Rebildløbet genopliver den sagnomspundne røverkultur. Der er ca. 250 tilmeldte, og der er stadig pladser.
Rold Skov og Rebild
Bakker er Triatland Rebild
Der gennemføres årligt flere
end 30 outdoor sportevents i Triatland Rebild, som geografisk udgøres af Rebild
Kommunes centrum i Rebild Bakker og Rold Skov.
Ud over de nævnte events er de mere spektakulære arrangementer:
XTERRA Duathlon Serie den 22. april
6 timer i Rold den 19. maj
10 timer i Rebild den 16. juni
DGI Hærvejsløbet den 23. juni
Triatlandløbet den 22. august
Cykelstafetten/Carlos Sastre Classic den 2. september
Rebild2Dages den 15. og 16. september.