Vareudbringning genoplives fredag i Støvring, Aars og omegn, – med cykel og bil

0

Et friskt initiativ er lige på trapperne og får premiere fredag i denne uge:
Bog & Idé i Støvring, som samtidig huser en afdeling af spil- og legetøjssamarbejdet Legekæden, starter gratis udbringning af varer til husstande og virksomheder i Støvring- og Aars-området. Bog & Idé Aars ejes lige som Bog & Idé Støvring af Lisette og Claus Kirstein.

– Konceptet, som vi iværksætter for at tage kampen op imod nethandelen med langt mindre personlig service, giver kunderne gratis udbringning inden for Støvring-byskiltene samme dag, bare varerne er bestilt inden klokken 14, forklarer Claus Kirstein.

”Store stygge ulv”
– Vi har arbejdet på idéen siden marts i år, og nu går vi tilbage til ”de gode gamle dage” med cykelbude, som bringer varer ud i byen, mens vi bringer ud med bil uden for byskiltet, fortsætter han og fortæller, at han så småt begyndte at lege med idéen efter et netværksmøde i Business Rebild for tre-fire måneder siden, hvor nethandelen også blev lanceret som ”store stygge ulv”.
– Vi må stå sammen for at bevare et godt handelsliv her i byen og på egnen, understreger Claus Kirstein, som allerede nu har FriLiv i Juelstrupparken, Støvring, med i samarbejdet, hvor der er plads til alle butikker, som ønsker at være med.
– Hvorfor vente flere dage på posten nede i Brugsen, når vi kan levere med det samme?

Satser på service
– Vi satser på en udstrakt grad af service, fortsætter Claus Kirstein.
– Hvis Fru Andersen falder og brækker en arm eller et ben, så hun ikke kan komme til vores butik i Støvring eller Aars, så kan hun kontakte os via telefon, betale med Mobilepay og få varen leveret ud i en fart, – uden beregning,..!
Foruden Støvring leverer Claus Kirstein og hans personale varer ud til en række omegnsbyer og landområder, med bil i stedet for cykelbude.

FOTO: Lisette og Claus Kirsteins nye service med vareudbringning havde ”snigpremiere” ved sponsorløbet hos Gregers Krabbe Friskole forleden: En af eleverne havde brækket benet, men fik alligevel kørt en pæn sum sponsorpenge ind.

Del.

Der er lukket for kommentarer.