Velkommen til Musikalsk Åbent Hus i Ravnkilde, – lyt og nyd eller syng/spil selv..!

0

Ravnkilde Forsamlingshus inviterer sammen med Himmerlands Folkemusikskole indenfor til Musikalsk Åbent Hus, hvor forsamlingshuset fyldes med levende musik og sang.

Musikalsk Åbent Hus i Ravnkilde er opstået, som en aflægger af Musikbutikken i Gl. Skørping. De sidste mange år har vi oplevet overvældende interesse for denne form for arrangementer. Folk mødes om glæden for den levende musik, og musik opstår. Der er en åbenhed og en god stemning omkring det hele, og hvor tre timer går fint med alt det, som kan ske.

Musikalske overraskelser
Hver gang har budt på musikalske overraskelser og nye indslag, som ingen havde regnet med, de skulle opleve, en mangfoldighed af musik med alt som solosang, savduo, kor, bands, orkestre, hornmusik, bluesmusik og irsk musik fra Himmerland mm. Det hænder, at der improviseres, og helt nye grupper opstår. Hver gang samles alle, der har lyst til at være med, i ét stort orkester, og indimellem smelter det hele sammen i fællessang.

Tre musikalske værter
-Klaus Pindstrup, Klaus Thrane og Stefan Groot fungerer som musikalske værter. Programmet sammensættes på stedet ud fra, hvem der er til stede. Har man noget på hjertet og gerne vil give et nummer eller to, er man velkommen til at henvende sig til en af de tre musikere, der holder lidt styr på begivenhedernes gang. Musikerne indleder. De kommer lidt rundt for at snakke med folk og giver gerne musikalsk assistance, hvis der er behov for det.

ALLE er velkomne..!
Alle er velkomne til at være med. Og man må også gerne bare komme og lytte og opleve, hvad der sker, når musikken folder sig ud. Så kom og vær med til at fylde Ravnkilde Forsamlingshus med musik, sang og stemning. Det bliver spændende at se, hvem der dukker op, og hvad der venter af nye musikoplevelser.

Del.

Der er lukket for kommentarer.