Vinterkunst springer ud med ”isblomster” på ny-udstykningen Rådyret, Støvring

0

Det går stærkt fremad med byggemodning af Støvrings nye boligområde ”Rådyret” ved Voldstedvej, udstykket af direktør Flemming Christensen på landbrugsjorden ved hans ejendom Kærgården, som en naturlig forlængelse af succes-udstykningerne Kronhjorten og Bæveren. Begge områder oplevede kolossal interesse og stor købelyst, da grundene blev udbudt til salg. Om muligt har interessen for Rådyrets 98 grunde været endnu mere overvældende, og som tidligere skrevet blev over 90% af de ialt 98 grunde solgt på kun seks uger. Nu er der ikke en gang en håndfuld tilbage, og byggeriet af de første af de mange nye boliger starter allerede i det tidlige forår.

Det er store grunde med en attraktiv beliggenhed, der er tale om: De fleste med en størrelse på over 1.000 kvadratmeter, tæt på naturen og med kort afstand til Støvrings mange fritidstilbud og indkøbs-muligheder.
Med udstykningen af Bæveren, Kronhjorten og senest Rådyret har Flemming Christensen nu i løbet af kun tre år skabt en helt ny bydet med omkring 300 byggegrunde og et forventet antal beboere omkring tusind, hvoraf mange er børn.
Rebild Kommune i almindelighed og Støvring i særdeleshed har vist sig at virke som en magnet på tilflyttere fra især Aalborg, og heraf et meget stort antal børnefamilier.

Leg uden risiko
Netop muligheden for at lege i ro og fred i haven, på legepladserne eller de grønne fællesarealer, uden forbikørende biltrafik, er et ekstra aktiv netop for børnefamilier.
Rådyret består af udelukkende lukkede vejafsnit, hver med 8-10 grunde og et grønt fællesområde i midten.

Her kommer de fra:
Som nævnt er det især nybyggere fra Aalborg-området, der valfarter til Støvring for at slå sig ned i de naturnære omgivelser, tæt på motorvej E45 og tæt på masser af fritidsaktiviteter.
– 80% af beboerne kommer fra Aalborg, 8% fra Rebild Kommune og 12% fra resten af Danmark, fortæller Flemming Christensen.

En flot byggeudstilling
Ved udgangen af september vil der iøvrigt stå et selvstændigt afsnit klar i området, – otte byggegrunde, hvor seks forskellige typehusfirmaer præsenterer nybyggede eksempler på deres formåen inden for moderne boligbyggeri, herunder klima- og miljøvenlighed inden for ting som isolering/varmeforbrug, luftudskiftning i boligen for at skabe sundt indeklima, forældre/børn-rumopdeling osv osv.
Haveanlæg, terrasser og lignende udendørs faciliteter vil også være på plads, når byggeudstillingen åbnes for publikum fra et meget stort område i efteråret, så der er på alle måder noget at se frem til på Støvrings største byggeplads i de kommende måneder.
Som tidligere omtalt sætter udstykker Flemming Christensen og Støvring Kraftvarmeværk ny rekord i forbindelse med Rådyret, da kontrakten på fjernvarme til de 98 grunde er den største enkelt-ordre
i kraftvarmeværkets historie.

FOTO: Vand, som sprøjter ud fra en plastslange, kombineret med frostvejr, kan give sig udslag i
de mest fantastiske ”skulpturer”, som det skete forleden i et afsnit af den nye udstykning Rådyret. I løbet af i år vil det ikke være isblomster men masser af andre haveplanter, der, der vil præge områdets 98 store grunde, hvoraf langt de fleste er over 1.000 kvadratmeter.

Del.

Der er lukket for kommentarer.