Det blev endnu VILDERE end forventet, da Kickstart Rebild blev sparket officielt i gang forleden.
Jacob Risgaard fra Coolshop var med til at åbne Business Rebilds nye iværksættermiljø ved et KickOff-arrangement med stor lokal og regional opbakning i lokalerne hos Business Park Nord i Støvring.
Både lokale og regionale iværksættere, aktører og virksomheder var tilstede og bakkede op bag initiativet, som skal få spirerne i områdets erhvervs-undergrund frem i lyset.
Borgmester Leon Sebbelin bød velkommen og lagde ikke skjul på sin egen begejstring for Kickstart Rebilds koncept.
Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg og iværksætterkonsulent Simon Brøndum Jensen ridsede konceptets idé-grundlag op for de mange fremmødte.
Allerede vækst og udvikling
Kickstart Rebild har kørt fremad for fuld damp siden juni, og tre iværksættervirksomheder er allerede flyttet ind i Business Park Nord.
Første indflytter var Nichlas Andersen med virksomheden NICHBA-DESIGN, og han fortalte bl.a. om, hvordan NICHBA-DESIGN gennem sine fem måneder i Kickstart Rebild allerede har vækstet med en partner og flere nye samarbejder i både ind- og udland.
Vildere! Vildere!!
Åbningsdagens inspirator Jacob Risgaards egen virksomhed Coolshop.dk er en af Europas største online succeser, og har vundet flere E-handelspriser. Den kendte virksomhed startede dog meget beskedent i Jacob Risgaards eget hjem, og det var netop rejsen til den store succes, som Jacob Risgaard på underholdende og lærerig facon delte med publikum.
Ifølge Jacob Risgaard behøver man ikke genopfinde den dybe tallerken for at få succes med sin forretning, man skal bare tænke ”vildere” end andre – et motto, som han fik publikum til at råbe så højt som muligt.
De heldige kartofler
Kickstart Rebild tilførte ekstra spænding til KickOff ved at sætte flere fornemme præmier på højkant. Fem heldige vindere vandt gavekort til Huset Pico og en heldig ung iværksætterspirer vandt en PlayStation. Hovedpræmien – en gratis arbejdsplads i Kickstart Rebild i tre måneder – gik til Camilla Lendal Schulze.
som faktisk allerede er en del af Kickstart Rebild med sin virksomhed, Bleschu.
Mere end lokalt
KickOff sluttede med lækker tapas, netværk og fremvisning af Kickstart Rebilds lokaler i Business Park Nord for de interesserede. Det store fremmøde og opbakningen fra lokale såvel som regionale iværksættere og virksomheder viser, at Kickstart Rebild er meget mere end et lokalt tilbud, og at alle aktiviteter i forretningsmiljøet er relevant for alle, store som små.
– Det er en fornøjelse at opleve, at der er stor interesse for og god energi omkring de resultater, vores nye tilbud til nordjyske iværksættere skaber. Kickstart Rebild skal gerne være en udbygning af de mange gode nordjyske iværksættertilbud, som allerede findes, og jeg synes vores KickOff viser, at vi er godt på vej, fortæller Simon Brøndum Jensen, iværksætterkonsulent og sparringspartner i Kickstart Rebild.