Ved det 16. årsmøde i Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager forleden kunne formand Poul Larsen byde velkommen til 68 fremmødte af de ialt 395 personlige medlemmer.
Medlemstallet er desværre faldet med cirka 100, men det har en naturlig forklaring i, at Ravnkilde Bridgeklub har valgt at vende tilbage til Ravnkilde. Foruden de personlige medlemmer har Kig Ind 47 forenings- og erhvervsmedlemsskaber, hvilket er lidt flere end sidste år.
Medlemskontingentet går til indvendig vedligehold, indkøb af inventar og forskellige arrangementer i Kig Ind: – Tak til alle medlemmer for god støtte i årets løb, lød det fra formanden, som kunne berette om stor aktivitet i løbet af året: – Der er ca. 300 faste brugere, som ”går igennem huset” i løbet af ugen, pænt fordelt i dag- og aften timerne.
Derudover har der været holdt 31 private fester, 37 kommunale møder og 65 øvrige arrangementer. I alt en større aktivitet end året før, hvortil kommer tre koncerter, Spil Dansk Dagen og tre foredrag i samarbejde med Nørager Pensionistforening, samt et Advents-arrangement i samarbejde med Pensionistforeningen og Durup/Binderup/Kgs. Tisted Menighedsråd.
Af øvrige arrangementer nævnte Poul Larsen MGP-Børne Melodi Grandprix, Kagens Dag med Nørager Bageri, strikkeaften i samarbejde med Strikkeklubben og Biblioteket, Børneteater og foredrag – også i samarbejde med Biblioteket, samt et Kunst- og Hobby Marked.
Endelig har der været flere weekend-kurser med forskellige kreative arrangementer.
Poul Larsen kunne yderligere berette om, at det nye tiltag med malecafeén i De Kreative Værksteder, som blev startet i begyndelsen af 2017, har udviklet sig til nu 14 deltagere: – De Kreative Værksteder er blevet en vældig stor succes takket være Lissy og Per Carlsen fra Kunstudvalget, fastslog formanden.
Opbakning fra land og by
– Vi har rigtig god tilslutning til vores arrangementer, både fra folk i byen og oplandsbyerne, og vi får mange rosende ord fra både besøgende og kunstnere om vores dejlige kulturhus med lyse og gode lokaler.
– Det bekræfter os i vores valg af arrangementer og ikke mindst det gode samarbejde vi har med Pensionistforeningen, Biblioteket og andre ildsjæle.
– Desuden er det glædeligt, at der i 2018 på Rebild Kommunes anlægsbudget var afsat én million kroner til en udbygning med fast scene og nyt depotrum mod nordvest. Køkkenet udvides så med nuværende depotrum, forklarede Poul Larsen.
Myndighedsbehandling og projektering til opgaverne er udført i 2018, og håndværkerne er nu klar til udførelsen.
Den indbudte licitation resulterede iøvrigt i, at Johnny Ibsen her fra Nørager skal stå for opgaven.
Skiftende kunst året rundt
Der var en særlig stor tak til Lissy og Per Carlsen i Kunstudvalget. De sørger for løbende, skiftende kunst med fernisering i løbet af året.
– Det er til stor glæde for alle, som færdes i huset, at der er kunst på væggene, og Lissy har i samarbejde med Per også stået for udsmykningen af både syd- og nordgavlen på bygningen ud til Vestergade, hvor en professionel graffitimaler har malet logoer, så man tydeligt kan se, at det er et kulturhus, som gemmer sig bag facaderne, lød det anerkendende fra formanden, som også takkede Lokalrådet for Nørager og Rørbæk, fordi de har været så imødekommende at dække den økonomiske side af sagen.
Der var også tak til Rebild Kommunes Kulturråd for god støtte til foredrag og koncerter, og tak til Kultur-og Fritidsforvaltningen for konstruktivt samarbejde i 2018.
Endelig takkede Poul Larsen Elly Norup for at stå for regnskabet og Kaj Aage for info-folder og meget andet PR arbejde, daglig leder Birgit Jensen for stor og engageret indsats, samt alle de frivillige, som giver en hjælpende hånd i huset, og bestyrelsen for et godt samarbejde i 2018.
Til sidst orienterede Poul om, at Kig Ind’s Info Folder er under udarbejdelse og vil blive omdelt først i august måned.
Fire bestyrelsesmedlemmer var på valg: Der var genvalg til Kirsten Mohr, Peder Nielsen og Poul Skriver.
Else Vestergaard, Tulstrup blev nyvalgt i stedet for Birgit Jensen, som ikke ønskede genvalg.
Efter kaffebordet var der lodtrækning om kunst fra årets udstillinger og aftenen sluttede med en sang.
Totalt set en særdeles glad og optimistisk generalforsamling, som lover godt for det videre arbejde i Nøragers kultur- og medborgerhus KIG Ind.