Sidste svingom på Hjedsbæk Kro inden nedrivningen i foråret

Annonce

En institution, et samlingspunkt, en hyggelig ramme om mange forskellige begivenheder, synger på sidste vers: Hjedsbæk Kro skal nedrives, men forinden vil Hjedsbæk Borgerforening invitere til kaffe, og Lokalhistorisk Arkiv vil komme og fortælle kroens spændende historie.
– Efter dette vil der blive afholdt en sidste fest på kroen, med spisning og efterfølgende bal, fortæller Åse Lambertsen, Hjedsbæk Borgerfocing.

”Hvis vægge kunne tale”, kunne der skrives tykke bøger om dét folkeliv, som gennem de mange årtier har udspillet sig i krostuerne siden opførelsen af Hjedsbæk Kro – og genopførelse efter en brand.

Lidt historie om kroen:
I foråret starter nedrivningen af Hjedsbæk Kro. Den kro, der har været samlingspunktet i byen.
Det var her man holdt sin familiefest, begravelse, dilettant, juletræ og der var bal på kroen.
Vognmænd fortæller, hvordan deres chauffører har brugt kroen som mødested, – de aftalte at mødes over eftermiddagskaffen, ved det berømte kaffebord, hvor lagkager i massevis er sat til livs gennem årene.
Desuden har Hjedsbæk skytteforening og jagtforening begge haft til huse på kroen.
I godt vejr gik personalet fra kroen over vejen og serverede på bakken, hvor der var traktørsted.
Kroen har haft mange skiftende ejere gennem tiden.
Den nuværende ejer Kai Salomonsens planer for kro-grunden efter nedrivningen er at bygge to beboelseshuse på stedet.