Lokal jazz-trio i Gl. Skørping Kirke 9. marts – med Helligkorskilden som tema

Annonce

Fredag aften den 9. marts er der mulighed for at deltage i en kort gudstjeneste med ekstra musik i Gl. Skørping Kirke. Medvirkende er præst Laura Håkansson, Klaus Bro Bystrup på kontrabas, sanger Eva Grønbæk Hansen, Ulf Døssing saxofon og Per Bach på klaver.

Andagten knytter sig til det kildevæld, der giver vand til brønden ”Helligkorskilden”, som kan ses ude på kirkegården.
Kilden var vidt berømt i gammel tid, og Dronning Margrethe den 1. rejste i 1392 et Helligkorsalter i kirken, dér hvor kilden springer. Præsten i Skørping skulle herefter hver fredag, dagen hvor Jesus blev korsfæstet, læse en messe.

Kilde-traditionen
overlevede reformationen
Efter reformationen og langt op i forrige århundrede, fortsatte man med at holde ugentlige fredagsaftensang i kirken. 
Endnu holdes der, som en rest af skikken, fasteandagt i kirken en fredag i fastetiden – i år altså den 9. marts.
Det bliver en stemningsfuld andagt med bibellæsninger og salmer, som knytter sig til fastetiden. Musikken leveres af en trio, som har fundet sammen til lejligheden. Musikken bliver jazzet, og blandt andet afsluttes med et stemningsfuldt stykke musik af komponisten Dollar Brand.