Triatlandløbet 2018 klar til tilmelding – sved m. kollegerne eller gå en tur i skoven
For andet år i træk – efter kæmpesucces ved pfremieren sidste år – arrangerer IF Frem Skørping firmaløbet Triatlandløbet i Rold Skov. Her kan kolleger løbe eller gå sammen og efterfølgende samles omkring et fælles måltid af lokale råvarer i de flotte omgivelser ved Skørping Privathospital.
Hvad enten man løber fem km eller går fire, sendes deltagerne af sted samtidig. Det er derfor muligt at løbe med eller mod hinanden som et hold eller at tage sig tid til at få en god snak under en gåtur i skoven. For de tre gå- og løbehold med de mest veludviklede konkurrence-gener og den bedste samlede tid er der præmier
Løbet sættes i gang i parken foran Skørping Privathospital, hvor der også er målområde.
I den smukke park får deltagerne efter løbet serveret en buffet af gode, lokale råvarer.
Et nyt og anderledes løb
Triatlandløbet blev som nævnt gennemført for første gang sidste sensommer, og det var en stor succes med ca. 800 deltagere.
Løbsarrangør Anne Voss fortæller:
– Deltagerne i det første Triatlandløb var rigtig glade for de naturskønne, lettere kuperede ruter i skoven. Det var også et hit, at et helt hold løber af sted samtidig og får en samlet tid.
– Vi regner med, at de gode tilbagemeldinger betyder, at både flere firmaer, foreninger og venner, familie, naboer melder sig til i år. Vi satser på, at det samlede deltagertal kommer op omkring de 1.200, som vi har sat som maksimum. Med en holdstørrelse på fire svarer det til 300 hold.
Tilmeldingen er nu i gang
Man kan allerede nu melde sig til på triatlandloebet.dk, og det vil man kunne frem til den 10. august. Selve løbet gennemføres onsdag den 22. august kl. 18-21.
Er der mange fra samme firma, der deltager i løbet, kan man stille et telt op, så man har sit eget sted før og efter løbet.
Rold Skov og Rebild Bakker
er hjemsted for Triatland Rebild
Triatlandløbet har fået navn efter Triatland Rebild, som geografisk udgøres af Rebild Kommunes centrum i Rebild Bakker og Rold Skov. I området gennemføres efterhånden hvert år flere end 30 outdoor sportevents.
Ud over Triatlandløbet kan fx nævnes disse spektakulære arrangementer:
XTERRA Duathlon Serie den 22. april
6 timer i Rold den 19. maj
Tri ved Søen den 26. og 27. maj
Rebildløbet den 9. juni
10 timer i Rebild den 16. juni
DGI Hærvejsløbet den 23. juni
8 Timers Trail Challenge den 30. juni Cykelstafetten/Carlos Sastre Classic
den 2. september
Rebild2Dages den 15. og 16. september.