Nu skal historien om bygningerne i Jernbanegade i Støvring nedfældes
”Lokalhistorisk Forening for den tidligere Støvring Kommune” afholdt 13. marts generalforsamling, hvor godt og vel 30 af foreningens medlemmer var mødt frem. I sin beretning kom formand Niels Nørgaard Nielsen rundt om mange emner angående Arkivets virke i det forløbne år. Særlig vægt blev lagt på at fortælle om formidling af det lokalhistoriske materiale, der findes og indsamles på Arkivet. – Niels Nørgaard Nielsen fortæller:
Formidlingen sker på mange måder. Særligt har der i det forløbne år været et rigtig godt samarbejde med flere af kommunens skoler om formidling af lokalhistorisk viden. Det er blevet til to guidede ture til ”Flyverstenen” i
Torstedlund Skov med skoleklasser og et antal besøg på Arkivet, først og fremmest naturligvis besøg af elever fra Øster Hornum Børneunivers, som Arkivet deler adresse med, og i øvrigt har et fortrinligt samarbejde med, nu gennem ikke mindre end 45 år.
Hanen galer…
Formidling er også udgivelse af medlemsbladet Hanen, der udkommer to gange om året, artikler med relation til aktuelle begivenheder bringes ofte i lokalaviserne, som skal have stor tak for det. Besøg af foreninger på Arkivet og Arkivets medvirken ved arrangementer, fx til ”afdansningen” på Hjedsbæk Kro sker med stort udbytte for såvel foreninger som Arkivet. Endvidere bliver foreningens hjemmeside godt besøgt.
Hanen galer…
Formidling er også udgivelse af medlemsbladet Hanen, der udkommer to gange om året, artikler med relation til aktuelle begivenheder bringes ofte i lokalaviserne, som skal have stor tak for det. Besøg af foreninger på Arkivet og Arkivets medvirken ved arrangementer, fx til ”afdansningen” på Hjedsbæk Kro sker med stort udbytte for såvel foreninger som Arkivet. Endvidere bliver foreningens hjemmeside godt besøgt.
Kan snart ses i hele verden
Af andre emner, der blev fremhævet var det store arbejde der bliver lagt i at lægge registreringer af samtlige arkivets arkivalier på Arkiv.dk, hvor alle kan se, hvilke arkivalier Arkivet rummer. Det skønnes knap halvdelen af dette arbejde er færdigt, men der vil nok gå halvandet år inden alt er klar. Endelig blev det store arbejde, der gøres af bestyrelsesmedlemmerne, fremhævet som noget der gør, at Arkivet er så synligt og godt besøgt.
Æresmedlem udnævnt
Beretningen og det af kasserer Leo Nøhr Jespersen fremlagte regnskab og budgetforslag blev enstemmigt vedtaget.
Til bestyrelsen genvalgtes Erling Trads og Niels Nørgaard Nielsen, mens Britta Nielsen og Tom Lassen blev nyvalgt, da Marit Terp og Jørgen Rasmussen ikke ønskede genvalg.
Som afslutning på generalforsamlingen blev der rettet en stor tak til Marit Terp for hendes store arbejde og engagement i foreningen gennem de sidste 20 år. Marit Terp har af helbredsmæssige årsager valgt at stoppe i bestyrelsen. Som tak for det store arbejde gennem årene blev hun udnævnt til æresmedlem af foreningen og modtog en kurv med vin og andet godt.
Ejendomme kortlægges
Efter generalforsamlingen, kaffen og det bløde brød fortalte bestyrelsesmedlem John Hardy Nielsen om ”Projekt Jernbanegade”, der går ud på en gennemgribende registrering af historien bag samtlige ejendomme i Jernbanegade i Støvring. Projektet er tilrettelagt, så
det kan udvides og anvendes på ejendomme alle steder. Herefter fortalte bestyrelsesmedlem Britta Nielsen om Byrsted Mølle og om, hvordan man fra forskellige arkiver kan afdække en sådan historie og udbygges i mangfoldige retninger.
FOTO: Marit Terp blev udnævnt til æresmedlem
og fik overrakt en kurv med vin og andet godt af formand Niels Nørgaard Nielsen.