Samlet og skrevet af John Hardy Nielsen og Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune, Birkehøjvej 8, Øster Hornum.

Et af Øster Hornums ældste huse er netop blevet revet ned. Giver man sig i kast med at undersøge, hvad Lokalhistorisk Arkiv rummer, kan man stykke husets lange historie sammen. 

Af gamle matrikelkort kan ses, at allerede i begyndelsen af 1800-tallet lå et hus på matriklen. Som en pudsighed kan ses, at huset overskred matrikelgrænsen op mod den fælles byjord, kaldet gadejorden. Et forhold der gjaldt for flere ejendomme i byen, hvilket man åbenbart tog forholdsvist let på. Forholdet blev på et tidspunkt rettet ved en regulering af byens matrikler. En lovliggørelse af fortidens småsynder. 

Det netop nedrevne hus blev bygget 1880 og har altså i en eller anden form overlevet den store brand i 1889, hvor en tredjedel af byens huse nedbrændte, dette indbefattet. Måske var huset brændt og kun murene stod tilbage, dog ikke mere beskadigede end at huset kunne genopbygges. På daværende tidspunkt var der, som man kan se af billedet, hele fire skorstene på huset, hvilket ikke var normalt. Huset må derfor have rummet to familier. Længst til venstre, i den vestligste ende, anes vinduer med støbejernrammer. Her var et mindre smedeværksted. Taget var tjærede træspåner.

I 1890 købte karetmager Søren Christian Thyge Sørensen ejendommen, og på et tidspunkt midt i 1890’erne blev huset bygget om. Den østligste ende blev omdannet til værksted og lager, mens den vestligste ende blev bolig for karetmageren og hans stadigt voksende familie. 

Søren Christian Thyge Hansen var gift med Anne Marie Sørensen, og de var begge knyttet til baptistkirken. Sammen fik de ikke mindre end ti døtre. Datteren Nathalie blev uddannet karetmager, i øvrigt den eneste kvindelige karetmager i Danmark. Lidt pudsigt at tænke, at på samme tid havde skrædder Villadsen i byen seks døtre på stribe. Denne familie fik som nummer syv sønnen Egon. Man kan forstille sig, at han blev en smule forkælet.

Når der skal bygges og repareres vogne og kareter, skal der til fx at fremstille jernringe til hjulene bruges en smed. Meget praktisk boede en sådan lige ved siden af, nede på hjørnet. Huset står den dag i dag, dog næsten ukendeligt.

Kort efter år 1900 opførtes en egentlig værkstedsbygning øst for det oprindelige, og for at lette arbejdet i virksomheden blev der opsat en vindmølle (man kaldte det en vindmotor) til at trække båndsavene og de andre maskiner. Møllen mistede efterhånden sin betydning, da byen i 1925 fik vekselstrøm. Ganske vist havde man allerede i 1917 fået installeret jævnstrøm fra byens lille vandkraftværk, men det rakte kun til belysning et par timer hver aften.

I 1925 købte karetmager Kresten Kragbæk og hans hustru Petra karetmagerværkstedet af Anne Marie Sørensen, der kort forinden var blevet enke ved Søren Thyges død. Selv om bilerne efterhånden blev flere og flere på bekostning af hestekøretøjerne, blev sønnen Børge Kragbæk uddannet karetmager, da far Kresten på det bestemteste mente, at det med biler var et nymodens påfund, der snart ville gå over igen, og at hestekøretøjer, så som arbejdsvogne, jumper og de andre velprøvede typer, ville der altid være brug for.

Børge Kragbæk drev efter faderens død almindeligt autoværksted med service og reparationer. Sideløbende opkøbte han biler med henblik på renovering og videresalg. Efter Børge Kragbæks død i 1984 videreførtes autoværkstedet af mekaniker Carsten Madsen, der drev virksomheden frem til 2015, hvor virksomheden endegyldigt lukkede og værkstedsbygningen blev revet ned.

I januar 2018 overtog Rebild Kommune det oprindelige karetmagerværksted og beboelsen med henblik på nedrivning, hvilket skete med stor effektivitet 12. april.

FOTO:  Det ældste kendte billede af karetmagerværkstedet, fra omkring 1895 før den østligste ende blev til værksted.