Kom og se forrygende motorsavs-kunstnere i fuld sving i Arden..!

Annonce

En hel række forskellige motorkædesave vil brumme på parkeringspoladsen, Arden Naturlegeplads ved Mejerivej, Kristihimmelfartsdag (torsdag i denne uge) samt fredag og lørdag.
Arden Dyrepark har hyret de tre professionelle motorsavskunstnere “Saveniels” (Niels Ejner Petersen fra Odder), Dorthe Hedensted Lund fra Frederikssund og Peter Hausgaard Gregersen fra Hedensted (specielt kendt for sine flotte ørne). I løbet af de tre dage vil de tre motorsavskunstnere omdanne fire tykke askestammer på hver to meter til flotte figurer/skulpturer, som derefter vil kunne beundres på pladsen ved Arden Dyrepark på ubestemt tid. – Alle er hjerteligt velkomne til at komme og kigge med under forvandlingen..!

Da det vil flyve rundt og op og ned med savspåner de tre dage, er parkering ikke tilladt på parkeringspladsen af hensyn til publikums flotte biler: I stedet henvises der til at finde en parkeringsplads i Arden og derefter gå det sidste lille stykke til Mejerivej.

Uden mad & drikke…

Arden-spejderne vil være klar på savpladsen alle tre dage fra middag til aften, og de sælger mad- og drikkevarer, mens andre dele af spejdergruppen agerer “miljøagenter” ved at fortælle interesserede om affaldssortering og lignende.

Arden Dyrepark betaler selv den største del af arrangementet, mens 10.000 kr. er opnået som tilskud fra Mariagerfjord Kommunes pulje “Kulturligvis”.

KB-arven finansiere træskulpturer

Hovedbeløbet fra foreningen Arden Dyrepark er en del af arven fra Knud Børge Sørensen – bedre kendt som KB – og det er helt og aldeles i hans ånd, da han allerede i tiden tilbage i den gamle Arden Kommune ønskede Arden forskønnet med en række figurer og skulpturer rundt omkring i by og omegn. – Kommunen sagde NEJ TAK til tilbudet, selv om KB selv ville “betale gildet”.

KB var i det hele atget en rigtig gavmild “mæcen” for Arden, da han dels betalte 130.000 kr. til etablering af Arden Dyrepark, dels efterlod sig en stor arv, som stadig kommer mange gode initiativer i området til gode.

Motorsavs-arrangement gentages næste år,
når Arden fejrer 150 år som stationsby

Foreningen Arden Dyrepark har allerede nu aftalt med Arden Fællesråd, at begivenheden med gæstekunstnere udstyret med motorsave gentages til næste år, når Arden fejrer sit 150 års jubilæum som stationsby, – så bestanden af træskulpturer vil vokse støt og roligt, som en fremtidig attraktion for både borgere og udefra kommende gæster/turister, idet planen er at der også i årene derefter skal laves endnu flere træskulpturer i alverdens forskellige afskygninger.

Besøgende har som til daglig gratis adgang til Arden Dyrepark i de tre dage, motorsavskunstnerne arbejder, men bliver man så begejstret for oplevelsen og den fælles by-idé bag dyreparken og naturlegepladsen, at man vil støtte ildsjælene og deres idéer med et beløb, kan det indsættes på foreningens konto eller gives via mobilepay, som det fremgår af anvisningen ved alle indgange til dyreparken.

FOTO: Et eksempel på de figurer, Saveniels fra Odder fremstiller i massevis året rundt, – men kom selv og se ham, Dorthe Hedensted Lund og Peter Hausgaard Gregersen i aktion med motorsavene Kristihimmelfartsdag, fredag og lørdag i denne uge..!