Hjemmeværnskompagni Rebild og Ældrecenter i flot fælles 4. maj-højtidelighed

Annonce

Lys i vinduerne, sangen ”En lærke letted’” og frihedsbudskabet er noget de fleste kender som en tradition i forbindelse med 4. maj. Det gør de også på ældrecentret Teglgårdminde i Skørping samt ved Hjemmeværnskompagni Rebild, som i fredags den 4. maj lagde aftenturen forbi ældrecentret til en fælles mindehøjtidelighed for det glade befrielsesbudskab og det triste minde om to lokale modstandsfolk, som blev dræbt af tyskerne i forbindelse med våbennedkastning.

Det har i mange år været en tradition, at Hjemmeværnskompagni Rebild startede fanemarchen fra Kulturstationen i Skørping og gik ud til mindestenene ved Hollandshus.
Ved stenene blev der afholdt mindehøjtidelighed inden turen gik tilbage til kulturstationen, hvor resten af aftens arrangement blev afholdt.
I år blev det som nævnt gjort anderledes: Hjemmeværnet startede i stedet fra p-pladsen ved hallen i Skørping og gik ind omkring Ældrecenter Teglgårdminde, inden turen fortsatte ud til mindestenene.
Fra ældrecentret var der mulighed for at koble sig på og følge med, og det var der en del der gjorde.
97-årig deltog med familie
Edith Jensen fra ældrecentret fulgte med ud til mindestenen sammen med sin datter, svigersøn, søn og oldebarn, som alle ventede ved vejen til ældrecentret da Hjemmeværnet kom. Edith er en ældre dame på 97 år, som familien overraskede med, at hun skulle med ud at se kransenedlæggelsen, hvilket hun blev meget rørt over at få at vide.
Ved mindestenene blev der lagt en krans, hjemmeværnskompagnichef Kennet Bach holdt mindetalen, og kom i den forbindelse ind på historien om nedkastninger i Skørpingområdet, og medlemmerne af Vangstedgruppen.
Det var efter en nedkastning, der varede længere end normalt, at medlemmerne af modstandsgruppen blev stoppet af tyskerne ved Hollandshus.
Modstandsfolkene forsøgte her, efter at have besvaret de tyske soldaters, at flygte ind i skoven. Poul Edvin Kjær Sørensen blev dræbt på stedet, mens Poul Edvin Kjær Sørensen forstuvede foden og blev taget til fange, han blev henrettet af tyskeren 10 dage senere.

Levende lys og udstilling
– en tradition er skabt
Efter højtidligheden ved mindestenene gik alle tilbage til Teglgårdsminde, hvor lysene i vinduerne bød velkommen.
Tilbage på Teglgårdsminde var der pyntet op, og der var tændt levende lys på bordene samt i vinduerne for at mindes ophøret af mørklægningskravet under besættelsen.
Der var også lavet en lille udstilling i en skabsmontre, med effekter fra krigens tid.
Inger Lunen fra ældrecentret bød velkommen og gav udtryk for at hun, ligesom kompagniet håber, at arrangementet kan blive en tilbagevendende begivenhed på ældrecentret.
Snakken gik livligt ved bordene, og der blev sunget med ved alsangen efter kaffen.
Da frihedsbudskabet fra BBC blev afspillet, var der ganske stille blandt de rørtedeltagere, og ved aftenens afslutning gav flere beboere udtryk for at det er dejligt, at der stadig er nogle, som holder de gamle traditioner i hævd.