Tango, solist og 30 strygere i Skørping

Annonce

– Efter snart to år i de rustikke lokaler på Møllevej i Skørping, kan vi konstatere, at det var en rigtig god idé vi fik, siger Nick Pedersen, som sammen med Susanne Sangill driver tango salon i den gamle valsemølle.

I de to år har der været undervisning kontinuerligt både mandage og onsdage, og folk fra nær og fjern er valfartet til for at få de inciterende tango trin og rytmer ind i kroppen.
– Vi har sågar haft en deltager, der kørte helt fra Christiansfeld for at komme til et kursus i kvindeteknik, fortæller Nick Pedersen og fortsætter: – Vi har haft undervisere fra Argentina og deltagere fra det meste af Norden.

Alsidig brug af lokaler
Men lokalerne bliver også brugt til en masse andet. Der har været koncerter og workshops, undervisning i Tao Qigong, de har været lejet ud til en familie julefest og receptioner.
– Og lokalerne kan helt sikkert også bruges til en hel masse andet, understreger tango-parret, som er med på næsten alle gode idéer.

Kvindeligt luksus-genbrug
med ”mandeparkering”
– Ved Skørping Byfest lørdag den 18. august kan man komme til Luksusgenbrugsmarked for kvinder, med skønt tøj, tasker, smykker og andet tilbehør der trænger til en ny ejer, i en af de 10 stande.
– Men for ikke at overse herrerne helt, har vi indrettet en vin og cava bar med mandeparkering, griner Susanne; – så kan de ordne verdenssituationen over et glas vin, mens vi andre handler og drikker cava.
I forbindelse med byfesten kan man også komme til en gratis tangointro et par timer torsdag aften den 16. august.
Forrygende gæstesolist
med 30 strygere i ryggen
– Som noget helt særligt her i august, har vi indgået et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, fortæller Nick Pedersen: – Lørdag den 25. august kommer der 30 strygere og en helt forrygende bandoneón spiller, fløjet ind direkte fra Argentina, og giver koncert.
– Et dansestjerne-par laver opvisning og efter koncerten holder vi en intro til dansen, og derefter er der fri dans til skønne tangotoner – lige til den sidste går af gulvet.
– Vi tør godt garantere, at det bliver en aften udover det sædvanlige, slutter han.
Men hovedformålet er udbredelsen af den Argentiske tango, så der er selvfølgelig undervisning i hele efteråret