Formen hos Rold Skov OK’s DM-løbere finpudses i Tyskland

Annonce

Efterårets danske mesterskaber i orienteringsløb nærmer sig, og ungdomsløberne i Rold Skov OK er allerede ved at lave de sidste forberedelser i træningen. Det sker blandt andet ved deltagelse i et kombineret weekendstævne i Hamburg i Tyskland.

Hamburg klubben SC Klecken arrangerede i weekenden dels en prolog fredag aften og en dobbelt sprint i Hamburgs moderne og spændende HafenCity med to løb om lørdagen. Søndag deltog løberne i en mellemdistance konkurrence i Rosengarten umiddelbart syd for Hamburg.
Johan MacLassen der er talenttræner i de aktive orienteringsklub udtaler, at netop kombinationen af sprintløb i udlandet, med alle de uvante indtryk fra at løbe i udlandet, og en mellemdistance i skovterræn er den helt rette forberedelse til blandt andet de danske mesterskaber i mellemdistance, der afholdes den 25. august.
Sprintdistancen giver fart i benene og presser orienteringsløberne til at træffe hurtige, og vel at bemærke helst rigtige, beslutninger om vejvalget til næste post. Og når det så sker midt i Hamburgs HafenCity , som er et meget detaljeret området fyldt med turister, som nemt kan distrahere løberne, så forbereder vi reelt løberne bedst muligt på at håndtere presset i konkurrencesituationen, fastslår Johan MacLassen.

Rold Skov OK har gennem de seneste par år vist imponerende resultater, og det seneste initiativ fra den ambitiøse klub er beslutningen om, at etablere et decideret talentcenter. Et projekt som for nyligt har modtaget støtte fra Rebild Kommunes Talentpulje.