Lokale klubber profileres på Fritidskonferencen på Comwell 31. oktober

Annonce

I forbindelse med fritidskonferensen sidst i oktober har flere klubber og fritidsorganisationer sagt ja tak til en lille stand, hvor de kan profilere deres aktiviteter.
Samtidigt går det fint med tilmeldingerne til det ambitiøse arrangement.

Vi synes at fritidskonferencen er en god anledning til, at nogle af kommunens klubber og fritidsorganisationer får mulighed for at profilere sig og deres aktiviteter overfor de mange deltagere i konferencen. Blandt disse forventer vi en del politikere og andre beslutningstagere, som derved kan få et lille indblik i nogle af foreningernes aktiviteter, udtaler Henrik Nyrup fra kommunens Fritidsråd. Henrik Nyrup er selv aktiv leder i Det Danske Spejderkorps, så han ved, at profilering af aktiviteterne betyder meget for foreningslivet.

Han står for koordineringen af initiativet, som er ganske gratis for de deltagende klubber. De får oven i købet en gratis og specialfremstillet roll-up, hvorpå de selv kan designe budskabet fra netop deres forening, som tak for ulejligheden med at passe en lille stand.

Foreløbigt har Det Danske Spejderkorps fra Støvring, Aarestrup Idrætsforening, Coding Pirates og Rold Skov Orienteringsklub sagt ja tak til tilbuddet. Desuden vil der være stande fra RebildPorten og Boblberg.dk som er en aktivitets internetplatform, samt fra den kommunale Foreningsportalen.dk.
Det er meget tilfredsstillende med så fin en opbakning, siger Henrik Nyrup, som stadig mangler at høre fra et yderligere 2 foreninger. Der vil være lejlighed til at studere standene og få en snak med repræsentanter fra foreningerne og de andre udstillere, både før og efter konferencen, understreger Henrik Nyrup. Men vi forventer, at der især vil være interesse for standene i den indlagte pause i konferenceprogrammet.
Med hensyn til tilmeldingerne, så forløber det også planmæssigt. Vi nåede lige at udsende indbydelsen allersidst i juni og dermed umiddelbart før sommerferien, men i løbet af juli og starten af august er vi allerede kommet op på knapt 100 tilmeldte til konferencen, udtaler Henrik Nyrup med glæde.

Der er rigtigt flot, og især fordi vi kan se, at vi fortsat mangler svar fra en lang række forventede deltagere.
Heldigvis har vi plads til deltagere, og derfor genudsender vi indbydelsen ultimo august, for at bringe arrangementet i erindring, efter at folk har holdt sommerferie.

Vores succesmål ligger på omkring et par hundrede deltagere, og det er bestemt indenfor rækkevidde, slutter Henrik Nyrup.

FOTO: Henrik Nyrup (til venstre) fra Fritidsrådet
har også tid til at være spejderleder ind imellem arbejdet med konferencen.

Fritidskonferencen kort:

Konferencen finder sted onsdag aften den
31. oktober på Hotel Comwell Rebild Bakker.
Det er gratis at deltage, og konferencen er åben for alle
med interesse for fritidslivet i Rebild Kommune.
Tilmelding på mail [email protected]

På konferencen møder man blandt andre:
Ida Auken, medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre
Direktør Jan Ejlsted fra FriluftsRådet
Næstformand i DIF Thomas Bach
Rektor Jens Nielsen fra Støvring Gymnasium.

Ud over deres indlæg udfordres de også af et lokal spørgepanel,
som tæller foreningsfolk, en politiker og DGI Nordjylland.