Emma, den fremmede pige på teater-visit i Himmerlands Teater

Annonce

Himmerlands teater er klar til at skyde sæsonen i gang med en premiere for det helt unge publikum: Børneforestillingen EMMA, DEN FREMMEDE PIGE.

Forestillingen er en samproduktion mellem Himmerlands Teater og Louise Schouw Teater, og er blevet til på foranledning af skuespiller parret Laura Kold, som spiller Emma, og Casper Juul Berg fra Aalborg. Han har skrevet manuskript til forestillingen..
– Da jeg fik henvendelsen om samarbejde, var der kun ét klart JA i mit hoved: – For det første skal vi hjælpe hinanden, og for det andet vil jeg meget gerne kunne præsentere børn og unge for noget, vi ikke selv kunne have lavet, siger teaterleder Susanne Sangil.
Så de seneste uger har huset summet af musik og sang.
Der er blevet afprøvet stilarter og meget mere.

Kort om handlingen:
Forestillingen handler om pigen Emma, som er god til at forestille sig alt muligt. ”Man må jo forestille sig det: Dét de sir i radioen.”
Så det gør hun,Emma.
For det er hun
verdensmester i. At forestille sig. Alt. Så hun forestiller sig at hun langt væk hjemmefra – blir væk fra mor og far. At hun bli’r så væk at hun selv skal finde hjem.
Først på farten siden på flugt. Med en sang på læben.
Gennem ørkener og hegn. Over mure og under kværnende byers kæmpe-larm. Hånd i hånd med voksne, som klemmer den hånd lidt for hårdt og i fælles flugt med andre børn, som gemmer sig i ruinerne.
Og helt ude for enden venter havet. Og det er vildt og voldsomt og fyldt med druknede drømme. Og man skal over for at finde hjem. Og hun klarer den, for hun dør ikke, for det ville være dumt at forestille sig… men det er der en anden en der gør.
For nogen dør. Det er sådan det er: – Si’r de i radioen….
Man skal være hurtig, hvis man vil have en billet: EMMA spiller kun på Himmerlands Teater i Hobro fredag d. 6. september og lørdag d. 8. september.