Nyt ungetilbud i Bælum: ”Yderrummet” har hele byens opbakning

Annonce

På fire uger er loftet over ”Kilden” i Bælum ved hjælp af masser af velvilje og frivillig arbejdsindsats blevet forvandlet til et nyt ungemiljø, – af flittige forældre og lokale unge

”Vi vil gerne have vores eget ungemiljø med sofaer, bordfodbold, bordtennis, computere, spilcafe og mulighed for bevægelse i fx hallen – og det skal være her lokalt i Bælum”.

Sådan kunne processen med post it´s og tilhørende pizza koges ned, efter at Rebild Ungdomsskole havde sat de lokale unge, et par forældre og lokalrådet i stævne torsdag den 10. januar i år.

”YDERRUMMET”

– hele byen bakker op!

Og torsdag den 7. februar var der så åbning af ”Yderrummet”, som loftet over Kilden i Bælum i forvejen blev kaldt, da det fungerede som opbevaring og grupperum for skolens elever. 

De unge fra 7.-8.-9. kl. var mødt talstærkt op, og indtog straks pladserne foran playstation eller i sofaen med et kortspil. 

En del af de unge havde i tiden inden hjulpet med at male lokalerne og hentet eksempelvis bordtennis- og  fodboldspil som en donation fra hallen.

Overvældende støtte

– Vi er helt overvældet over al den hjælp og støtte vi har fået af hele byen omkring det her projekt, fortæller Rikke Øholm, som selv har været initiativrig forælder i processen. 

– Vi har fået så mange ting forærende, og det er en kæmpe gevinst at kunne være på skolen, som har været en god støtte, fortsætter hun.

Rikke vil sammen med kollega Tobias Jacobsen være at finde i ”Yderrummet” om torsdagen kl. 18.30-21.

Med åbningen af ”Yderrummet” i Bælum får unge fra 7. klassetrin og op til 18 år i den østlige del af Rebild Kommune yderligere et ungetilbud, da de forvejen kan benytte Ungecenter Øst i Skørping og Satellit Øst i Terndrup. 

Byrådet i Rebild tildelte med budgetaftalen for 2019 Rebild Ungdomsskole midler til øget åbningstid. 

Ungdomsskolebestyrelsen pegede på en indsats i Bælum, der som by med overbygningsskole ikke havde et fast ungdomsskoletilbud.

Nu har de fået hele ”Det Ydre Rum” at boltre sig i..!

FOTO:

Ellen Rank fra Rebild Ungeråd var selv deltager på workshoppen og kunne med glæde indvie det nye ungemiljø.