Jesper Lundgaard uden strøm i Nørager
Fredag aften den 15. marts er der udsigt til en forrygende, medrivende koncert i kultur- og medborgerhuset Kig Ind, Nørager: Jesper Lundgaard er på scenen med en spændende trio i ryggen og gode historier i bagagen, – det hele intimt, nærværende, akustisk, uden strøm på andet end energien og mikrofon/højttaleranlægget!
Det bliver en blanding af egne kompositioner og favorit hits fra hans tid som ung mand i 80’erne og 90’erne, opdateret og krydret med anekdoter m.v.
Jesper Lundgaard, som i dag er bedst kendt som musicalsanger og konferenciér, indspillede sit første og eneste album med egne kompositioner i 1994. Sange fra dette album er blevet nyfortolket til denne tour.
Det hele starter med fællesspisning, og adgangstegn fås på Nørager Bibliotek eller Himmerlandsbilletten.