Rotary- og gymnasie-slag for kulturen gav 129.000 kroner til sponsorater

Annonce

Det blev en udpræget succes, da Rebild Inner Wheel Klub, Rebild Rotary Klub og Støvring Gymnasium i fællesskab slog et slag for KULTUREN med en festaften på gymnasiet, hvor sponsorpengene nærmest strømmede ind, hovedsageligt for at udfylde dét hul, Rebild Byråds fjernelse af kulturstøtte for 100.000 kr. ved budgetforliget i oktober efterlod: – Det har været en stor fornøjelse at lave dette arrangement, lyder det fra en glad Rotary-præsident Lars Jørgen Pedersen efter resultatet er gjort op, og resultatet lyder på – mindst – 129.000 kr.

Lars Jørgen Pedersen flyttede til området sammen med sin hustru i 2016 og er imponeret over blandt andet det sprudlende foreningsliv: – Der er så meget energi, der frigives når man står sammen, og netop derfor havde vi valgt overskriften ”Rebild Rykker – Sammen” til projektet med at skaffe penge til kulturen, fortæller han.

– Undervejs har vi mødt en helt fantastisk velvilje til at bakke op bag initiativet, og foruden de to hovedsponsorer er der skænket rigtig mange mindre donationer fra forskellig side, understreger han.

De to største bidragydere er Fonden for Sparekassen Himmerland (Jutlander Bank) og Spar Nord Fonden.

Et flot program

De næsten 200 deltagere, 

som havde købt billet til kulturfesten på Støvring Gymnasium, fik efter lækre tapas fra Rebildhus og vin fra Rema 1000 serveret et flot program fra scenen.

Borgmester Leon Sebbelin kom med et input til kultur-arbejdet i Rebild-området, som trods alt fortsætter selv uden kommunens vanlige tilskud på 100.000 kr. til bladet KULTUREN, Rotary-udvekslingsstudent Winnie Kjær, Støvring, fortalte om sine oplevelser under fremmede himmelstrøg, og den sprælske, inspirerende teaterinstruktør, skuespiller, foredragsholder m.m. Brian Hansen medvirkede med et forrygende indslag, hvor mange facetter, herunder kropssproget, var stærkt i spil.

Støtter lokale initiativer

Styregruppen bag det hele blev tidligere på året grundlagt af Helle Jørgensen, Stubhuset, og Rotary-præsident Lars Jørgen Pedersen: – Utroligt mange frivillige har været i sving, og Støvring Gymnasium, hvis værdisæt vi i høj grad deler, lagde lokaler til, fortæller Lars Jørgen Pedersen: – Alle fortjener en stor tak, og vi er glade for, at målet blev nået – og lidt til! – så nu har vi fået mulighed for at støtte nogle rigtig gode lokale formål. Foruden 105.000 kr. til kulturen har Støvring Gymnasiums Venner og Projekt Skyggebørn hver fået 12.000 kr.

FOTO:  Her ses overrækkelsen af 105.000 kr. til Magasinet Kulturen, som skal forvaltes af den nystiftede forening Kulturland Rebild, repræsenteret ved Helle Jørgensen,  musikchef i Stubhuset i Støvring (t.v.), 12.000 kr. til Støvring Gymnasiums Venner repræsenteret ved rektor Jens Nielsen (nr. 2 fra venstre), og ”Udsatte Børn”  ligeledes 12.000 kr. , repræsenteret ved præsident i Rebild Inner Wheel Klub Dorthe Friis. il højre Lars Jørgen Pedersen, præsident i Rebild Rotary Klub

Herunder et glimt fra det inspirerende input leveret af aftenens meget engagerede foredragsholder Brian Hansen.