Spændende møde med en anderledes iværksætter-ildsjæl
Det er en enestående chance for at få et farverigt indblik i iværksætter-kulturens betingelser og muligheder, der byder sig onsdag den 10. juni i Business Park Nord, Støvring: Jette Egelund, 65 år, beretter levende og lige ud af posen om de mange op- og nedture, hun har gennemlevet, siden hun i 1992 overtog sin fars virksomhed VIPP, som nu er et verdenskendt brand inden for pedal-affaldsspande.
Samtidig er det lykkedes Jette Egelund at gøre VIPP, hvor hun nu er ejer og bestyrelsesformand, til en af Danmarks mest succesfulde iværksætterhistorier, så der bliver virkelig en lang række ”guldkorn” at få forstand af, når det går løs fra midt på eftermiddagen, efter Rebild Kommunes erhvervs- og turistchef Anders Daugberg Stryhn har budt velkommen.
Vi har absolut ingen intention om at tage duften af foredraget, men en lille ”appetitvækker” med nogle få facts om Jette Egelund og hendes baggrundshistorie må vist være på sin plads ved en lejlighed som denne:
Jette Egelund blev født i Randers i 1950.
Moderen drev en frisørsalon, faderen Holger Nielsen et værksted.
Da der manglede en god affaldsspand til afklippet hår og andet affald i frisørsalonen, lavede Holger Nielsen en smart pedalspand, Vipp-spanden, som dog de første mange år blot var en lille nicheproduktion med læger, advokater, andre frisørsaloner mv på kundelisten i værkstedet, hvor Holger Nielsen kørte produktionen og salget med kun én medarbejder på lønningslisten.
Overtog det hele
Da Holger Nielsen døde i 1992, flyttede Jette Egelund tilbage til sit gamle børneværelse i Randers for at videreføre og produktudvikle Vipp-firmaet: Som en ihærdig ”andengenerations-iværksætter” smøgede hun ærmerne op og kastede al sin tid og energi ind i at banke virksomheden op.
Barske omkostninger
Et liv som selvstændig iværksætter er sjældent uden omkostninger, og springet fra fastansat socialrådgiver i hovedstaden til frontkæmper i kampen for at gøre Vipp-pedalspandene til en kæmpesucces kostede i privatlivet, – blandt andet ægteskabet.
Hør det vitale, medrivende foredrag, som er ganske gratis, arrangeret af Business Rebild, men husk at tilmelding er nødvendig, senest 4. juni til [email protected]
FOTO: Jette Egelund, andengenerations-iværksætter, serverer et medrivende foredrag onsdag d. 10. juni.