Endnu en succes for aktiv sommerferie
-Uden lige at have gået arkivet igennem for tidligere års tal, vil jeg sige, at der er tale om et rekordår!
Det siger udviklingskonsulent i Rebild Kommune Louise Gammelholm Poulsen, som er med til at koordinere Rebild og Mariagerfjord kommuners fælles tilbud om Aktiv Sommerferie for de to kommuners 2.-6. kl.-skoleelever.
Årets program bød på hele 42 aktiviteter for eksempel ridelejr, triatlon, MTB, golf, tennis, lystfiskeri, rotræning og BMX.
Hele 625 lokale børn har i år haft glæde om tilbuddet om aktive ferieuger. Der har ligefrem været ventelister til nogle af aktiviteterne.
– Foreninger og institutioner havde virkelig lavet et flot program og de frivillige skal have kæmpe ros, siger Louise Gammelholm Poulsen: – Jeg har været rundt for at besøge mange af aktiviteterne, og jeg har mødt lutter glade børn, som nyder aktiviteterne og får nye venner på tværs af alder, byer og skoler.
Billedet: Herover træner friske triatlon-børn balance på cyklerne inden de skal ud at svømme i Store Økssø.