Fanget i Farten – uge 35

Annonce

Red Barnet: Søndag den 6. september er der landsindsamling til fordel for Red Barnet. I den forbindelse vil der blive stemt dørklokker i Støvring og Suldrup med Distriktsleder Torunn Andersen Topbjerg og Indsamlingsleder Torsten Topbjerg i spidsen.

Dansepiger: Lørdag optrådte de friske piger fra dansegruppen fra Aarup Dans, Støvring i Aalborg Storcenter. Pigerne danser både showdans, diskodans og latindans. Og de er så dygtige til det, at de har vundet danmarksmesterskab flere gange.

Poulstrup Kalkgrav: Søndag den 30. august er der mulighed for en ganske særlig naturoplevelse i Poulstrup Kalkgrav. Naturgeograf Peter A. Larsen fra Naturstyrelsen Himmerland er denne dag guide på en tur rundt i kalkgraven. Her vil han fortælle om områdets spændende geologi og naturens udvikling i kalkgraven.

Rebild Kulturskole: Hos Rebild Kulturskole har man arbejdet på højtryk med skemalægningen til den kommende sæson.  Nu skulle alt dog være på plads, og de første hold starter allerede i næste uge. Denne sæson tilbydes bl.a. Sang, spil og bevægelse for børn og forældre, Rytmik for de 1-3 årige og deres forældre, samt Billedkunst for elever i 2.-3. klasse.

Mariagerfjord Kulturskole: Også hos Mariagerfjord Kulturskole er man klar til at tage hul på sæson 2015/2016. Programmet er fyldt med tilbud inden for musik, scenekunst, billedkunst og dans for både børn og voksne.

The Color Run: Den populære event ”The Color Run” kommer til Aalborg lørdag den 29. august. The Color Run er et sjovt løb, der kombinerer farver, løb og fest. Løbet bliv stiftet i USA i 2012 og har siden bredt sig til Europa. I Danmark løbes der Color Run i bl.a. København, Odense, Aarhus og Aalborg. Mariagerfjord Kulturskole har taget initiativ til at samle et hold til farve-løbet i Aalborg.

Brugs i 100 år: For nylig fejrede Brugsen i Nørager Brugsforeningens 100 års jubilæum. Fejringen foregik på bytorvet i Nørager, hvor små 200 borgere i alle aldre var mødt op til festlighederne, der bød på både grillmad og kagebord.

DM i lerdueskydning: For nylig var flugtskydningsklubben SSV i Støvring vært ved DM i flugtskydningsdiciplinen Compak Spotting. I alt 94 skytter fra hele landet deltog i arrangementet. SSV sikrede sig en guld og to sølvmedaljer ved årets DM. Det var for øvrigt anden gang på seks år, at SSV i Støvring var værter for DM i lerdueskydning.

Korsang i blæst: For nylig gav Als-Øster Hurup Kirkekor koncert på havnen i Øster Hurup. Kirkekoret var under ledelse af Organist Troels Kold og blev akkompagneret af Lilli Olesen på klaver. Programmet bød blandt andet på en markering af Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Koret måtte dog synge ekstra kraftigt for at nå ud til de ca. 50 tilhørere, da en strid blæst stod ind fra sydøst.

Sikker parkering: For få uger siden startede skolerne op igen efter ferien, og mange elever får et lift til skolen af deres forældre. Det har fået elevrådet på Arden Skole til at indlede en kampagne for at højne sikkerheden på skolens parkeringsplads. Elevrådet har delt flyers ud til trafikanterne på P-pladsen med opfordringen: Hold sikkert!

Kunsthåndværk: Netop nu udstiller Lis Rugtved Berthelsen kunsthåndværk på KulturStationen. Kunsthåndværket kan ses i glasmontrerne på KulturStationen frem til mandag den 31. august. Lis Rugtved Berthelsen har været kreativ i snart 30 år, hvor hun både har arbejdet med syning, filtning, pileflet, akvarel og træ.