Nu sættes der for alvor drøn på skolegården ved Skørping Skole

Annonce

Fredag den 18. september tages første spadestik til ”Drøn på Skolegården” ved Skørping Skole. Efter indvielsen af Forrest Jump kort før sommerferien, tages der nu hul på det store projekt, som skal forvandle den gamle skolegård til et inspirerende, sjovt og aktivt udemiljø.

Første spadestik i projekt ”Wonder Wood” tages på fredag, hvorefter det store anlægsarbejde går i gang. Det er et omfattende projekt, hvor der etableres ni spændende stationer med forskellige aktivitetsmuligheder rundt om skolen. Dvs. ind i skoven og ind i de eksisterende skolegårde, som dermed renoveres. Det hele bindes sammen af skovloopet, som bliver en kombineret sti/gangbro og multimøbel, tilpasset omgivelserne. Projektet vil, når det står færdigt, give mange flere muligheder for at trække undervisningen ud i skoven. Samtidig vil det gøre området langt mere attraktivt for både skolens elever i frikvarterene samt for lokalsamfund, turister og foreninger at bruge i fritiden.

Projekt ”Drøn på”

Skørping Skole er en af i alt syv skoler, fordelt over hele landet, der er del af projektprogrammet Drøn på Skolegården. Projekterne støttes af en kampagne iværksat af RealDania, Lokale og Anlægsfonden samt Kræftens Bekæmpelse. Projektet ved Skørping Skole skal styrke glæden ved bevægelse og understøtte den udendørs leg og læring på Skørping Skole. Det færdige produkt bliver samtidig et aktiv for både skolen og lokalområdet.