Festlig og farverig Halfdan Rasmussen-uge i Arden
I uge 44 fejrer hele Arden den kendte, danske digter Halfdan Rasmussen, som i år kunne være fyldt 100 år. Ugen byder på en række arrangementer for både børn og voksne, hvor det naturligvis er Halfdan Rasmussens tekster, der er omdrejningspunktet. Ugen byder på fire forskellige, officielle arrangementer. Derudover arbejder både Arden Skole og Børnehaven Hesselholt med Halfdan Rasmussens forfatterskab i uge 43 og 44 – og fredag præsenterer de malerier, sange m.m. ved arrangementer i Arden.
Halfdan Rasmussen ugen skydes i gang allerede søndag den 25. oktober. Denne dag fejres Halfdan Rasmussens 100 års fødselsdag med kaffe og kage, mens dygtige musikkere og to lokale fortæller tager gæsterne med på kryds og tværs gennem Halfdan Rasmussens omfangsrige forfatterskab. Musikken leveres duoen Gorm Bull og Palle Hjorth, hvoraf sidstnævnte er kendt fra Savage Rose, derudover supplerer en trio fra Arden kirke med kirkesangerne Else Binderup og Tine Lilholt samt organist Elisabeth Svenstrup. Fortællingerne står rejseveteran Torbjørn Berg og sognepræst Paul C. Arnbak for.

Gorm Bull og Palle Hjorth leverer musikken søndag den 25. oktober
Hele vejen rundt
Tirsdag den 27. oktober bydes der indenfor til et spændende foredrag, hvor der tegnes et portræt af Halfdan Rasmussens forfatterskab – og vi kommer hele vejen rundt. Foredragsholderen er Peter Christensen Teilmann, som vil grave dybt i Halfdan Rasmussens forfatterskab. Et forfatterskab, der både rummede det sjove og det alvorlige. Aftenen vil også afsløre hidtil ukendte sider af Halfdan Rasmussens forfatterskab. Peter Christensen Teilmann vil i aftenens foredrag inddrage små lydklip fra CD’en Halvvejs til Halfdan, hvor kendte danskere læser, synger eller rapper nogle af Halfdan Rasmussens mange tekster.
Koncert for voksne
Torsdag den 29. oktober fortolkes Halfdan Rasmussens sange for det voksne publikum. Denne aften vil Halfdanskerne markere Halfdan Rasmussens 100 år med et nyt show baseret på sange af Halfdan og hans musikalske og poetiske venner. Koncerten indeholder spændende nyfortolkninger af en række af Halfdan Rasmussens mest elskede sangtekster for voksne, f.eks. Noget om helte.

Halfdanskerne leverer en unik koncert for voksne torsdag den 29. oktober
Festfyrværkeri
Fredag den 30. oktober byder på et sandt festfyrværkeri af arrangementer rundt i hele Arden by. 0. årgang fra Arden Skole besøger Solgården i Arden. Her vil de fremsige Halfdan Rasmussens kendte bogstaverim og udstille plakater med motiver, som passer til. 1. og 2. årgang fra Arden Skole giver koncert i Børnehuset Hesselholt, hvor de bl.a. synger Mariehønen Evigglad og Halfdan Rasmussens ABC. Eleverne har selv lavet kulisser m.m. til koncerten. De vil efterfølgende blive udstillet i Kulturhuset i Arden. 6.årgang holder fernisering på Arden Gl. Station. Med inspiration i Halfdan Rasmussens digtsamling “Tosserier” har de i samarbejde med kunstneren Josef Kowalski lavet deres egne malerier.

Carl Quist-Møller og Thomas Buttenschøn optræder til en lukket koncert på Arden Skole
Halfdanske tekster
I Kulturhuset i Arden optræder 3., 4. og 5. klasserne fra Arden Skole fredag formiddag. 3.årgang synger udvalgte Halfdan Rasmussen sange under ledelse af Mariagerfjord Kulturskole. 4. årgang læser egne tekster med Halfdansk inspiration, mens 5. årgang præsenterer cirkeldigte. Cirkeldigtene kan desuden ses på film i venteværelset hos tandlægen, fysioterapien og i lægehuset. 7. årgang fra Arden Skole holder fernisering i Arden Hallernes foyer. Eleverne har i samarbejde med kunstneren Berit Meyer Poulsen omsat udvalgte Halfdan Rasmussen digte til decoupage. Ved ferniseringen vil 9. årgang læser udvalgte Halfdan Rasmussen digte op.
Familiekoncert
Duoen Ole Kibsgaard og Kaya Brüel er kendt og elsket af de fleste børn, og lørdag den 31. oktober runder de Halfdan Rasmussen-ugen af med en familiekoncert i Kulturhuset i Arden. Denne koncert har fået titlen ”Jeg fandt en sang på vejen”, og giver publikum rig mulighed for at lytte til og synge med på alle barndommens sange, fx Mariehønen Evigglad og Rapanden Rasmus.

Kaya Brüel og Ole Kibsgaard runder ugen af med en koncert for hele familien
Samarbejde og opbakning
Halfdan Rasmussen Ugen er resultatet af et bredt samarbejde og stor opbakning lokalt. Halfdan Rasmussen ugen i Arden er et samarbejde mellem Børnehaven Hesselholt, Arden Skole, Arden Handel & Håndværk, Ældresagen i Arden, Mariagerfjord Kulturskole, Arden Gl. Station, Arden Hallerne, Kulturhusforeningen og Arden Bibliotek. Ugen har fået økonomisk støtte af bl.a. Kulturelt Samråd i Mariagerfjord Kommune, JutlanderBank, Statens Kunstfond, Kulturhusforeningen og Mariagerfjord Bibliotekerne.