Fanget i Farten – uge 47

Annonce

Familieteater: Julen nærmer sig, og i weekenden den 20.-22. november kan der tages forskud på glæderne, ved at invitere hele familien med til teaterforestilling i KulturStationen. Både fredag, lørdag og søndag opføres forestillingen Sort sne og Bjældeklang. Stykket er skrevet specielt til lejligheden og beskrives som et højspændt juledrama for alle aldre. Skuespillerne er børn og unge i alderen 10-18 år. For at gøre julestemningen komplet, kan der i pausen købes gløgg og æbleskiver.

Arkivernes dag: Lørdag den 21. november er det Arkivernes dag. I den anledning holder Brorstrup Haverslev Lokalarkiv åbent hus i Haverslev Medborgerhus (se særskilt artikel). Også Lokalhistorisk Arkiv i Skørping har åbent hus denne dag. Her er det med fremvisning af flere gamle billeder og mulighed for at bladre i scrapbøger og artikler. Der er kaffe og te på kanden hele dagen.

Julemarked i Mejlby: Allerede søndag den 22. november tager Mejlby hul på julehyggen. Denne søndag er der ægte julestemning og julemarked i Mejlby Borger og Kulturhus. Der bliver nok at se på og købe af – både nyt og gammelt – i de mange boder. Spejderne sælger juletræer og brændte mandler. Og den lille sult kan klares i Cafeen, som bl.a. byder på vafler og pølser.

Litteratur på farten: Butikken i Gl. Skørping og Rebild Bibliotekerne er gået sammen om en litterær eftermiddag med temaet hævn. Den nordjyske krimiforfatteren Jakob Knudsen fortæller om sin roste krimiserie om kommissær Swane, hvor den fjerde bog er undervejs. To bibliotekarer fra Aalborg medvirker også. De vil give deres bud på gode bøger med temaet hævn. Desuden krydres arrangementet med musik ved den lokale musikker og sangskriver Laura Mo fra Skørping. Det finder sted søndag eftermiddag i Butikken i Gl. Skørping.

Seniorer uden grænser: Søndag den 22. november inviterer Kulturhusforeningen og Ældresagen i Arden til et spændende foredrag. Foredragsholderen er Per Mathiesen fra ”Seniorer uden grænser”. Han vil fortælle og vise billeder fra et projekt, hvor foreningen byggede en skole for 153 børn i Gambia. Foredraget finder sted i Kulturhuset i Arden.

Billie Holiday: I Arden Sognegård kan man søndag den 22. november få et genhør med nogle af Billie Holidays jazzklassikere. De fortolkes af en trio bestående af Margrethe Grarup, Mads Vinding og Ole Sloth. Margrethe Grarup vil med sin stemme genskabe den melankolske stemning, som prægede Billie Holidays sange, mens de to herrer akkompagnerer på piano og kontrabas.

Julebanko: Tirsdag den 24. november inviterer Haverslev Borgerforening til julebanko i Haverslev Hallen. Der vil være købmandskurve med et særligt julepræg samt mange andre flotte præmier på højkant.

Countrystjerne i Sørup: Karree J. Philips fra Nashville, countrymusikkens hjemstavn, har tirsdag den 24. november taget turen til Sørup forsamlingshus. Her vil hun denne aften fylde salen med sprøde countrytoner ved en intimkoncert. Inden koncerten er der middag samme sted.

Kirkehøjskole: Midthimmerlands Kirkehøjskole er nu klar med endnu en højskoleformiddag i Aarestrup. Dagen starter med morgensang i Aarestrup kirke, hvorefter der er kaffe og foredrag i Aarestrup Forsamlingshus. Dagens foredragsholder er Højskoleforstander Flemming Nees, og foredragets titel er: En mønsterbryders bekendelser.

Fortælleværkstedet: Mandag den 30. november er der igen møde i Fortælleværkstedet i Terndrup. Dagens fortæller skulle have været Klaus Guldbæk, men han har beklageligvis måttet melde afbud. Til gengæld er det lykkedes at skaffe en afløser – og denne er ingen ringere end Borgmester Leon Sebbelin.

Tilfredshed på landet: En ny undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionens statistiske kontor, Eurostat, viser, at danskere bosat på landet eller i det såkaldte Udkantsdanmark er de mest tilfredse i Europa. Undersøgelsen er foretaget blandt borgere i 32 europæiske lande. På en skala fra 1-10 scorer danskere i landdistrikterne 8,2. Og er dermed Europas mest tilfredse borgere. Danskere i byerne ligger på 8,0 point.

Julefrokost i Haverslev: Lørdag den 21. november er der stor julefrokost i Haverslev Hallen. Arrangørerne bag er Haverslev IF, Haverslev KFUM og Haverslev Hallen. Aftenen byder på det store, klassiske julebord, som hører julefrokosten til. Aftenens musik leveres af Peter Christensen.

To runde fødselsdage: To store danskere fejres i år. Det er naturligvis markeringen af Carl Nielsens 150 år og Halfdan Rasmussens 100 år’s fødselsdage, vi tænker på. I Bælum har menighedsrådet slået de to sammen til én festaften torsdag den 19. november. Arrangementet finder sted i Bælum kirke og sognegården, hvor der både vil blive spillet og sunget samt fortalt om de to fødselarer. Herefter er menighedsrådet vært ved vin og ostebord.

Julefilm og hygge: Ældresagen i Rebild Kommune er kommet i julestemning. Derfor har de arrangeret seniorbiograf med visning af den prisbelønnede, franske film ”Familien Be’lier”. Efter filmen er der julekaffebord med musik, sang og underholdning. Det hele foregår på KulturStationen i Skørping.

Naturpolitik: Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening inviterer torsdag den 19. november til debatmøde på Rebildcentret. Mødets tema er udformningen af Rebild Kommunes naturpolitik. På mødet vil de fremmødte også blive præsenteret for erfaringer fra Herning og Syddjurs kommuner.

Farvel til præsten: Sognepræst i Skørping-Fræer Pastorat, Lise Nedergaard, har søgt nye udfordringer og forlader derfor stillingen som præst i Fræer Kirke og Skørping Ny Kirke ved udgangen af denne måned. Lise Nedergaard holder derfor afskedsprædiken i begge kirker søndag den 29. november, hvorefter der holdes afskedsreception i Sognegården.