Det spøger på KulturStationen i Skørping
Og det skulle være ganske vist. Hele fire forskellige genfærd, på hver deres etage. Det fortalte bibliotekar Mogens Yde aftenen før fredag den 13., da tre modige børn og to fædre var klatret med bibliotekarerne op på KulturStationens loft til arrangementet Spøgelsestimen.
På loftet krøb bibliotekarerne og de fremmødte gæster samt tre bibliotekarer sammen i det nu nedlagte Morskabsteaterets gamle kostumerum, for at lytte til Mogens Ydes spøgelseshistorier. KulturStationen er en af de ældste bygninger i Skørping. Her var tidligere kro, og før den tid lå der en gård på stedet, Sverringgård, som har lagt navn til vejen. Til en så gammel bygning knytter der sig selvfølgelig nogle spøgelshistorier – om man så tror på dem eller ej.
De røde sokker
I kælderen spøger Peter Yde. Han var Herredsfoged på Sverringgård i 1600-tallet og havde lavet en pagt med Fanden. Da Fanden kom for at hente Peter Yde, blev kun Herredsfogedens røde sokker tilbage, og Mogens Yde fortalte, at hvert år påskesøndag kan man i kælderen se en rød plet, hvor sokkerne dengang lå tilbage. Hele historien kan læses i Bogen om Himmerland.
Yderligere tre spøgelser
Derudover spøger to tjenestepiger, ”Den hvide pige” og ”Den grå dame”, og en stalddreng fra kroens tid i KulturStationen. Den ene af pigerne endda i netop det rum, hvor forsamlingen sad og lyttede til spøgelseshistorierne. Efter Mogens Ydes beretninger blev ordet givet frit, og de fleste bidrog med personlige oplevelser og historier. Børnene var til at begynde med meget kry, men efterhånden som minutterne gik i spøgelsestimen, begyndte de at skutte sig og gøre store øjne af velbehagelig uhygge.