Hundefører-foreningen DcH Støvring ønskede alle medlemmer glædelig jul

Annonce

I søndags trodsede rigtig mange hundeførere det storm- og regnfyldte vejr for at begive sig til den årlige juleafslutning i DcH Støvring, og det blev trods vejret en dejlig oplevelse, hvor såvel klubben som medlemmerne fik ønsket ”GLÆDELIG JUL”. Hunde-holdene holder nu juleferie, og starter igen søndag den 17. januar næste år.

Dagens træning var blevet udskiftet med forskellige sjove baner, hvor trænerne havde lavet kreative lydigheds og samarbejds øvelser, som de hjalp alle igennem. Trods regnen havde både hunde og hundeførere en hyggelig træning, og med udsigt til æbleskiver og gløgg inde i klubhuset, gjorde det ikke så meget, at det ruskede.

Der var i dagens anledning mulighed for at købe julegaver, idet Christina Nygaard fra Hirtshals hundepension var på besøg med den nyeste kollektion af Arrak træningstøj samt diverse træningsartikler.

Er der noget hundeejere er gode til, så er det at komme ud i ALT slags vejr og stadig smile, grine og hygge sig, hvilket juleafslutningen var et tydeligt bevis på.

Klubmesterskaber

Forleden holdt DcH Støvring iøvrigt klubmesterskaber, og traditionen tro blev der konkurreret på bedste kammeratlige vis.

Hos agility-holdet blev der holdt træningsdag, og til frokost var grillen fundet frem.Følgende blev klubmestre:

I lydighed klasse C blev Gert Schøn Christensen med Kenzo klubmester.

I lydighed klasse B blev Jesper Hansen med Arty klubmester.

Hos familiehunde vandt Erik Thomsen med Vaks.

I Lille Nordisk vandt Gert Schøn Christensen med Kenzo.

En dejlig dag sluttede med klubfest om aftenen, hvor alle havde medbragt mad, drikkevarer og det gode humør.

Fotoet herover er fra DcH Støvrings klubmesterskaber forleden, – som juleafslutningen en god, hyggelig og festlig sammenkomst for medlemmerne og deres hunde.