Julemanden er populær i Nørager
Julemanden er en travl herre for tiden, – men ikke mere travl, end at han søndag nåede at besøge Nørager, hvor han traditionen tro blev vækket på tømmerhandlens loft, inden han med sin ”musik-hjælpenisse”, tandlæge Hans Troest, begav sig til plejehjemmet, hvor overvældende mange gæster ønskede glædelig jul og sang for beboerne.
Over 100 børn og voksne hjalp med at skabe julestemning, da der blev danset om juletræet på Torvet, og ikke et øje var tørt, da dagens højdepunkt oprandt: Uddeling af slikposer til alle børn.
– Dagen sluttede i Sognehuset, hvor Nørager-Koret sang julen ind og vinderne af Nørager Borger- og Håndværkerforenings julekonkurrence blev fundet, fortæller foreningens formand Gert Rubæk og lover, at julemanden kommer til Nørager igen til næste år 😉