Nu vender solen snart tilbage…
Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Sådan lyder de første fire linjer i et gammelt digt af Thøger Larsen. Digtets titel er Vintersolhverv.
Tirsdag den 22. december har vi solhverv. Nærmere betegnet vintersolhverv, hvor solen har sin mindste middagshøjde i løbet af året, og dagen dermed er kortest. Herefter går vi atter mod lysere tider. Dette fejredes i før kristen tid ved solhvervsfester, som allerede dengang blev kaldt jul og var årets største fest. Det menes dog, at festerne dengang blev holdt i januar – midvinter. Siden kom kristendommen til, og juletraditionerne ændrede sig. I dag fejres julen som bekendt den 24. december – dvs. 2-3 dage efter vintersolhverv, som i Danmark altid er den 21. eller 22. december.