735 indendørs fodboldkampe på blot fire dage – Technica Cup satte ny rekord med 2000 spillere fordelt på 328 hold
Technica Cup, Støvring IF Fodbolds julestævne i indendørs fodbold, bød samlet på 735 kampe 27.-30. december i henholdsvis Støvring Hallen og de to haller i Arena Himmerland, og med 328 hold og omkring 2000 spillere i aktion satte stævnet rekord m.h.t deltagerantallet.
– Det blev til 116 timers fodbold fordelt på de tre haller, og vi uddelte 2000 flyers til www.technicafodbold.dk
til spillere og trænere; vi har fået mange positive reaktioner på stævnet fra deltagerside, lyder det efter succes’en fra SIF Fodbolds dynamo bag julestævnet, Ruth Andersen, da hun har sundet sig nogle dage efter slutfløjtet på det velbesøgte indestævne.
Masser af frivillige
– Jeg vil gerne bringe en rigtig stort tak til vores trænere og frivillige, som har hjulpet til som stævneledere, dommere, ved tidtagerbordet, med hjemmesiden og presse samt opstilling af store mål, fortsætter Ruth Andersen, som også
glæder sig over den store sponsor-opbakning bag stævnet, dels fra hovedsponsor Select Technica Football, dels fra de øvrige sponsorer omkring stævnet: Fruensgaard Byg A/S, Danske Bank, Kiwi, Meny, Superbrugsen og DKS.
Hovedsponsoren er imponeret
Jannik Riis, som er sportsdirektør hos Select Technica og tidligere sportschef i Støvring IF Fodbold, supplerer:
– Det har været fire forrygende fodbold-dage i de tre haller. Jeg har selv været der i adskillige timer, og har været meget imponeret.
– Select Technicas vision er at samle børne- og ungdomsfodbolden i Danmark baseret på glæde, det gode fællesskab mellem piger og drenge samt at kunne inspirere og motivere alle spillere.
– Dét må siges at være opfyldt med de næsten 2000 spillere, som har deltaget i Technica Cup 2015, understreger han og fortsætter: – Derudover har adskillige trænere og forældre også støttet op på flotteste vis.
Præmier til alle deltagere
Alle deltagere i Technica Cup 2015 fik – uanset resultater og placeringer – et års gratis abonnement i det digitale fodboldunivers www.technicafodbold.dk
– og alle, der bliver oprettet som PRO-brugere, kan deltage i en konkurrence om flotte præmier fra hovedsponsorens side.
– Alle, der er opført på holdkortet, kan stadig nå at tilmelde sig konkurrencen med kodeordet ”Julestævne” frem til 14. januar, forklarer Jannik Riis.
– I løbet af januar måned vil jeg sammen med stævneledelsen fra Støvring IF Fodbold evaluere Technica Cup 2015, for herefter at vurdere om samarbejdet skal fortsætte til næste års Julestævne i Støvring, slutter han.
Se resultatlister i avisen – http://ipaper.ipapercms.dk/VoresAvis/Uge12016/
(side 4)

