Senior Service i Suldrup er for alvor slået an i 2015
– Senior Service er skam åben for alle – uanset om du kan bidrage med praktisk arbejde, med en ide eller blot for at deltage i det månedlige kaffe møde – er du velkommen til at være med. Det har vi nok ikke været for gode til at få fortalt i det forløbne år. Det vil vi gøre bedre i år, lyder det fra Pedel Gert, som sammen med Stig i hallen tog initiativ til Senior Service i 2015. Han fortsætter: – Vi tror der går nogen derude og gerne vil være med, men ikke rigtig ved hvordan og hvornår.
– Vi mødes en gang om måneden i hallens cafeteria, hvor Stig er så flink at gi’ formiddagskaffe, og hvor vi så får vendt de ting der rør’ sig.
– Næste gang er mandag den 18. januar midt på formiddagen, fortæller Pedel Gert.
Da initiativet startede, var det under overskriften: ”Hvad kan vi gøre for byen”.
Deltagerne er de medborgere, som har overskud, tid og lyst til at mødes med andre og lave noget til gavn og glæde for byen og for sig selv, i et frivilligt, ulønnet og ganske uformelt fællesskab.
Idéen er bestemt slået an. I sit første leveår har Senior Service sat sig dybe spor – både symbolsk og bogstavligt og ca. 20 kvinder og mænd, har deltaget med disse ting:
- Vedligeholdelse af stierne i området med græsslåning, fejning af søstien for fårelort etc.
- Renovering af Bytorvet – ”fra rustbunke til stjerne”.
- Renovering og istandsættelse af traktor m/ vogn stillet til rådighed af Elmerhøj og SUMAS
- Renovering af byens flagalle.
- Rengøring og vedligehold af byens skilte.
Fra ”rustbunke” til byens ”stjerne”
– Symbolsk har initiativet med Senior Service også haft stor betydning. Det virker som et godt eksempel og inspiration for andre. Byens borgere synes at have taget projekterne til sig, og man har rettet ryggen. Den almindelige opfattelse synes at være ændret af skulpturen på torvet fra ”rustbunke” til byens ”stjerne”. Der bliver værnet om torvet, hvor mange øjne hjælper med at passe på det, siger Arne Asp, som bliver kontaktet, hvis nogen er ”kommet til” at misbruge det.
Også uden for byskiltene har man opdaget Senior Service.
På rådhuset har forvaltningen fundet en god lokal sparringspartner: Diverse mindre vedligeholdelsesopgaver kan let og elegant løses i samarbejde mellem kommune og lokale, f.eks klipning af hække ved skole/hal, skiltning ved Himmerlandshave, rengøring af gadeskilte og nye fliser på fortov ved torvet.
Senior Service var i foråret indstillet til Rebild kommunens Grønne pris, uden dog at blive valgt.
