Beboerne på Asylcenter Skørping får mulighed for at prøve o-løb
Rold Skov Orienteringsklub er klar med et godt og anderledes tilbud til beboerne på Asylcenter Skørping. På lørdag, den 16. januar, får de mulighed for at prøve kræfter med disciplinen orienteringsløb i Rold Skov.
Det sker i forbindelse med orienteringsklubbens vintertræningsløb. Rold Skov Orienteringsklub har inviteret beboerne på Asylcenter Skørping en tur i skoven med kort og kompas. –Initiativet startede som en god idé fra et af vores aktive medlemmer, Trine Nielsen Friedrich, som foreslog, at vi lavede et orienteringsløb for kommunens nye beboere på asylcentret. Og den idé blev rigtigt godt modtaget af medarbejderne på Asylcenter Skørping, fortæller klubbens formand Ole Jensen.
En helt ny oplevelse
Orienteringsløb er ikke kendt i Mellemøsten. Den aktive orienteringsklub vil derfor gerne give beboerne et anderledes tilbud om en aktivitet, hvor der er mulighed for at bruge sig selv fysisk, samtidig med at man oplever de smukke skovområder, som vi er begunstigede med her i lokalområdet. Ved lørdagens løb vil der desuden være en engelsktalende instruktør, som kan hjælpe deltagerne i gang med lidt viden om kortet og andre praktiske råd. –Vi vil gerne medvirke til, at skabe et anderledes og godt tilbud til de unge mennesker, der nu er blevet en del af vores lokalområde, siger Ole Jensen.
Flere vinterløb på vej
Såfremt arrangementet fungerer tilfredsstillende for alle parter, og gæsterne har lyst til at prøve igen, så er Rold Skov OK klar med yderligere to løb – henholdsvis lørdag den 30. januar og lørdag den 13. februar. Disse arrangementer er desuden en del af klubbens vintertilbud inden forårssæsonen for alvor starter primo marts. –Vi glæder os til at se nye ansigter i kredsen, og til at give alle en rigtig god oplevelse, slutter Ole Jensen.
Billedtekst: Løbere fra Rold Skov OK ved et af klubbens mange o-løb. Nu inviteres beboerne på Asylcenter Skørping også til at løbe med på jagt efter poster i Rold Skov. Foto: Privatfoto.